fbpx
 

Glemmer eller fortrænger jeg smerterne?

Glemmer eller fortrænger jeg smerterne?

Er det fordi jeg vælger at glemme det – eller fortrænger jeg det? 🤯😩
 
Er det i bund og grund det samme? At vælge at glemme det og at fortrænge det?
 
Nej – for når jeg glemmer det, så er det fordi jeg holder mig beskæftiget med noget der er rart for mig og derfor glemmer jeg smerterne kortvarrigt.
Når jeg fortrænger det – så gør jeg det med vilje, fordi jeg ikke vil tænke på smerterne.
 
Jeg tror oftest at jeg fortrænger det.
Dette fordi at jeg i nogen situationer ikke vil mindes om, at jeg er begrænset.
Jeg har brug for ikke at tænke på smerterne altid, men i stedet – bare leve som dem med “normale” livsvilkår. Et liv uden begrænsede ressourcer.
…Så er jeg i et kort øjeblik, mit gamle jeg – den gamle Christine, “der bare kunne x og y… “.
 
Problemet er bare, at det har en konsekvens, både når jeg fortrænger smerterne – men også glemmer smerterne.
Det har den konsekvens at jeg overforbruger mine ‘skeer’ og jeg bliver derfor “straffet” for det. 🥄🥄
 
Men er det straffen værd?
At glemme smerterne i nuet, og først tage straffen bagefter?
Engang imellem ja. Men ikke altid.
 
For som jeg så ofte skriver, så betegner jeg mine smerter som livsglædesmerter når jeg har oplevet noget dejligt – som bagefter gør, at jeg må betale prisen.
 
Livsglæde smerter er de smerter der er langt lettere at acceptere, end de smerter jeg “ikke ved hvorfor er der”.
 
Jeg fortrænger i situationen, at mine livsvilkår ikke er som alle de andres, at mine livsvilkår ikke længere er, som de var engang.
 
Jeg fortrænger altså smerterne når jeg er i en social situation, både fordi jeg har prioriteret at deltage og derved bruger nogle af mine sparsomme “skeer” på det – og fordi jeg så gerne vil suge det hyggelige og alt det sociale samvær jeg kan, ud af den sammenhæng som jeg befinder mig i.
Så skønt jeg mærker smerterne i situationen, så vælger jeg altså at overhøre dem. 
 
Min hjerne ved i virkeligheden godt, at jeg ikke længere er i stand til at leve som før, men mit hjerte er bare længere tid om at acceptere det.
Min hjerne ved altså godt at jeg bør stoppe min aften, en mindre tidsalder INDEN mit hjerte ved det.
 
Hvordan finder man balancen imellem at give sig lov til at fortrænge smerterne i nogle situationer, men samtidigt acceptere smerterne og ens livsvilkår?
Er der en balance?
 
Jeg så en film en dag om en handicappet dreng, der skændtes med sin far.
Faren sagde: “Jeg kan ikke holde ud at se dig prøve på at være normal”.
Hvortil sønnen svarede: “Jeg er normal”.
Faren sagde tilbage: “Nej du er ikke, og det er først når du indser dette, at din storhed vil indfalde, og du kan begynde at leve”.
 
Først så tænkte jeg: “hva’ fanden er det for en støtte?”, men så gik det op for mig at han har fat i noget.
Hvis jeg render rundt og lever mit liv, uden at tage hensyn til mine livsvilkår, min krops begrænsninger, vil min storhed så nogensinde indfalde?
 
Jeg kan godt lide ordet storhed. For det er virkelig storhed, når man lærer at acceptere ens krops begrænsninger. 🙏
 
Når accepten indfalder, så lærer man at leve sit nye liv, efter de begrænsniger man har – så lærer man virkelig at sætte pris på de ting man foretager sig og de ting man kan.
 
Jeg tror at fordi jeg accepterer mit liv og mine livsvilkår og de begrænsninger jeg har, så er min storhed indfaldet.
Jeg har både lært – men også indset, hvordan jeg kan leve med smerterne, istedet for at lade smerterne leve mit liv.
 
Så jeg fortrænger smerterne i situationer hvor jeg har behov for at være som andre. Men jeg skal stadig have respekten for, at jeg ikke er som andre.
 
Så min aften slutter før andre – jeg er ikke at finde på dansegulvet som den sidste længere. 💃😴
 
Min storhed er indfaldet fordi jeg ved dette på forhånd, og måske netop derfor, får det bedst mulige ud af de timer jeg er der – og nyder hvert et øjeblik. Jeg ved at det er vigtigt at værdsætte hvad man kan, fremfor hvad man ikke kan.
 
Kan du finde accepten i dine livsvilkår og lade din storhed indfalde?
 
1Comment

Fortæl mig hvad du synes