Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/menduserjoikkesygud.dk/public_html/wp-content/plugins/revslider/includes/operations.class.php on line 2734

Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/menduserjoikkesygud.dk/public_html/wp-content/plugins/revslider/includes/operations.class.php on line 2738

Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/menduserjoikkesygud.dk/public_html/wp-content/plugins/revslider/includes/output.class.php on line 3679
MenDuSerJoIkkeSygUd | Fylder du rygsækken op?
 

Fylder du rygsækken op?

Fylder du rygsækken op?

Er du også verdenmester i at fylde rygsækken op med tunge sten, som hver symboliserer hvad du IKKE er i stand til, når du er meget smerteramt?
Er du også god til at minde dig selv om alt det du IKKE kan, når du er meget smerteramt?

Når man er ramt af smerter, så er det som om hjernens GPS automatisk viser en retning, som er den helt forkerte vej?!
Jeg ved ikke med dig, men gang på gang – så følger jeg GPS’en også selv om jeg egentligt godt ved, at jeg ved at jeg enten ender det helt forkerte sted, eller i hvertfald tager en kæmpe omvej, før jeg lander der, hvor jeg bør. 

Hjernens GPS fastsætter kursen, så jeg igen tvinges igennem sorg, tristhed, skræk/frygt, tanker, stress og følelser der får mig til at mærke utilstrækkelighed og dårlig samvittighed, og på denne rute, kommer jeg ALTID forbi en stor bunke med ‘Ta’ selv sten’, som jeg maser ned i rygsækken, og slæber med videre.

Hvorfor, gør jeg det? Hvorfor gør du det?
Hvorfor skal vi de følelser igennem igen-igen-igen?
…Jeg har været smerteramt i snart 10 år, og alligevel så gør jeg det igen og igen?

.. JEG gør det fordi det hele er så uoverskueligt og uoverkommeligt, når jeg samtidigt skal håndtere smerterne i kroppen. Jeg har ikke kræfter til at ændre retningen.

Jeg BØR lave en omgang mindfullness, jeg BØR rose mig selv for alt det jeg evner og kan og jeg BØR fokusere på at jeg har et godt liv, i stedet for at klandre mig selv at jeg ikke engang formåede at komme ned og købe en pakke havregryn – men i stedet måtte bede min mand stoppe efter arbejde og købe en pakke med hjem, så vi har til morgenmaden i morgen.

HVORFOR?
Min GPS bør blive nulstillet.
Min GPS SKAL nulstilles!

I 1,5 uge har jeg været lagt ned (mere end jeg “plejer”).
Smerterne har jo desværre ikke et ‘fast skema’ det følger, så jeg har ikke én type smerter om mandagen, én type tirsdag og så videre…
Smerterne kan ikke kortlægges, de må håndterres i nuet!

…Måske er det derfor jeg ALTID har brug for at planlægge min hverdag?
Nej ikke ‘måske’ – DET ÈR DERFOR jeg altid skal planlægge min hverdag!

Jeg har brug for at have en nødløsning, ‘hvis nu’..
Jeg er nødsaget til at have en nødløsning, fordi jeg ikke kan planlægge mit smertemønster.

Jeg må leve mit liv efter “hvis jeg er i stand til, så vil jeg gerne…”, og jeg må leve mit liv efter at ‘jeg tager straffen dagen derpå’, når jeg har foretaget mig noget som jeg har prioriteret, fordi det er vigtigt for mig, eller min familie.

Nogle gange ved jeg godt hvorfor jeg har ekstra smerter – som hvis jeg fx tillader mig selv at gå en tur i biografen, så har jeg dagen derpå “glædessmerter”, fordi jeg har fået noget ud af det. Så har jeg oplevet en glæde, og så er smerterne dagen derpå nemmere at håndterre.
Men de smerter som er der, uden jeg har indflydelse på dem, de er straks værre. De er intimiderende.

Jeg har hver dag smerter, jeg har hver dag hovedpine og kvalme, armene fungerer dårligt, jeg sover usammenhængende og er begrænset i mine ressourcer – men de sidste 10 dage har været ekstra ulidelige og uoverkommelige.

Smerterne har været intense og frygtindgydende, og jeg har været ramt af migræne mange gange – og derefter migræne-tømmermænd.
De sidste 10 dage har jeg følt jeg ikke har kunne “få vejret” pga smerterne.

Hvad sker der så…
GPS’en i hjernen starter op.
Den irriterende stemme leder mig til venstre , i stedet for til højre selv om jeg godt ved at når jeg følger GPS’en og drejer til venstre – så går jeg en omvej, møder ukonstruktive forhindringer og det værste er – jeg lander ikke der, hvor jeg helst vil være lige så hurtigt, som hvis jeg havde taget den anden rute.

Går jeg til højre, så kommer jeg ikke uden om “vej-bump” som er tanker om sorg, ønsker om mindre smerte, og så videre. Men jeg slipper for frygten, skræk tankerne, utilstrækkeligheds følelsen, den dårlige samvittighed – og vigtigst – den store bunke med Ta’ selv sten.

Jeg vil ikke dreje til venstre  jeg vil ikke igennem de følelser igen – jeg har været der flere gange. Og det er ikke godt for nogen at komme igennem, jo sorgen kan jeg argumentere for – for når man har været igennem den og mærket sorgen, så kan man bagefter tørre øjnene og rejse sig igen.
Men utilstrækkeligheds følelsen og dårlig samvittighed – den er ikke god – ikke for mig, faktisk ikke for nogen omkring mig. Utilstrækkelighedsfølelsen og den dårlige samvittighed er rigtig svær at arbejde med.

Mit point er – HVORDAN lærer man hjernes GPS at det er en dårlig rute, og man i stedet bør dreje til højre  så man accepterer de bump der er på vejen, men kommer uden om bunken med Ta’ selv sten?

Jeg lært at opfange signalerne fra hjernens GPS, så ja måske drejer jeg til venstre som GPS’en leder mig til at gøre, men jeg finder nu hurtigere og hurtigere en rundkørsel så jeg kan komme tilbage til udgangspunktet, og der i stedet drejer jeg til højre , som jeg helst vil – og som jeg bør gøre.

Forleden dag fulgte jeg troligt min GPS som havde indstillet mig til at dreje skarpt til venstre, fordi jeg var udmattet, træt og udkørt af smerter, og derfor ikke havde kræfterne til at kæmpe imod.
Jeg stod og skovlede Ta’ selv sten op i min rygsæk, og den blev tungere og tungere, og min veninde fangede mig i det.

L fik mig på ret kurs igen. Hun fik mig til at dreje til højre  i stedet.
Jeg kan tåle de små bump som jeg skal over når jeg drejer til højre, hvorimod at alt er forkert og ukonstruktivt når jeg følger GPS’ens naturlige rute til venstre.

Lige nu – igen – der siger min hjernens GPS at jeg skal dreje til venstre fordi jeg har så ondt.
Det skal jeg ikke.
Jeg skal dreje til højre.

Det er hårdt at ændre retning.
Men jeg SKAL
Fordi jeg VIL
Og jeg KAN !

.. Hvem gider slæbe rundt på ekstra vægt, jeg gider ikke. Jeg vil udenom bunken med Ta’ selv sten.

/Christine

Desværre ingen kommentarer endnu

Fortæl mig hvad du synes