Jeg fortalte ham, at man kan slukke flammerne i bålet, ved at hælde vand på bålet.
Så forsvinder flammerne…

Det er det der sker, når jeg passer på mig selv eller hvis jeg tager smertestillende.
Så bliver mine smerter mindre, ligesom flammerne forsvinder.

Han spurgte, om jeg så slet ikke havde ondt?

Jeg forsatte historien med bålet.
Fortalte ham, at selvom man hælder vand på bålet, og flammerne er væk – at hvis man går hen til bålet og rører ved træet, så kan man stadig mærke, at træet er brandvarmt, og måske endda stadig se gløderne.

Jeg fortalte ham at jeg aldrig bliver helt smertefri, og sammenlignede det med, at gløderne i bålet er svære at slukke helt.
Hvis man ikke forsætter med at hælde vand på bålet, så kan der faktisk komme flammer igen – helt af sig selv.

Han sagde han syntes det var synd for mig.

Jeg svarede ham, at sådan skulle han ikke tænke…

For selvom at smerterne altid vil være der, så er jeg taknemmelig for at jeg har ham, hans brødre, hans far, vores familie og det dejlige liv vi har sammen.

Jeg sagde: “netop fordi jeg har jer, så kan jeg klare når SmerteMonstret prøver at komme og bestemme over mig.
I er med til, at jeg kan forblive stærk og finde min indre superhelt frem”.

Så selvom smerterne ikke forsvinder helt, så kan jeg lære at acceptere dem, ved at passe på mig selv.

Og det gør jeg hver dag ved at passe på, at der ikke kommer for store flammer i bålet.

Jeg holder tæt øje med, hvor store flammerne er hver dag – og sørger for at de ikke spreder sig … og så klarer jeg mig.
Ofte må jeg ty til smertestillende, hvis det ikke er nok at holde sig i ro. Men det er mine livsvilkår.

Jeg kan godt leve med et bål der ulmer i baggrunden. Jeg skal bare have en vandpost tæt på. ❤️

Find det positive i dit liv og lev livet – selv når det er svært.

//C