Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/menduserjoikkesygud.dk/public_html/wp-content/plugins/revslider/includes/operations.class.php on line 2734

Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/menduserjoikkesygud.dk/public_html/wp-content/plugins/revslider/includes/operations.class.php on line 2738

Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/menduserjoikkesygud.dk/public_html/wp-content/plugins/revslider/includes/output.class.php on line 3679
MenDuSerJoIkkeSygUd | Familie – de forstår da?
 

Familie – de forstår da?

Familie – de forstår da?

Jeg har fået mange mails og søde beskeder fra mange af jer, der læser med.
Flere spørger hvordan min familie håndterede, at jeg blev kronisk smertepatient. Det er ikke nogen kort fortælling, så jeg bryder det lidt op i mindre dele, men her kommer part 1. 

Det er virkelig svært for mig at skrive dette indlæg, for det er nok her jeg har været og stadig er allermest sårbar, når jeg ser tilbage på de sidste 8 år.

Jeg har lært meget, både om mig selv, men bestemt også om andre.

Jeg kommer af en søskende flok på 4, jeg er den ældste, og jeg har altid haft 220 km/timen.

I starten var alle omkring mig meget søde og forstående omkring min situation, men som årene gik, så faldt der lidt venner fra, og jeg følte nogen fra min familie, distancerede sig fra mig, som ikke helt ‘forstod’.

VIGTIGT:
Man skal huske på, at det var min egen opfattelse på daværende tidspunkt, og jeg bekræftede mig selv i den følelse, fordi jeg ikke havde indsigt til at se det, på andre måder.
Det var min sandhed, men ikke nødvendigvis deres sandhed, eller deres billede af situationen.

Et eksempel på, hvor det gik helt galt for mig, i forhold til min familie, var for mange mange år siden, hvor jeg skulle til påskefrokost hos min far og hans kone.

Dagen før havde min veninde M lokket mig med ud på cafe tur, og efter et “par” mojitos, så mærkede jeg ikke til smerterne, eller de høje hæle.
Det var der, at jeg traf en dårlig beslutning og tog med de andre veninder med i byen .. på høje hæle … (DUMT) 
Men jeg gjorde det.
For én aften, der følte jeg mig normal, sexet og havde det skide skægt. Jeg vidste godt at det nok var en dårlig beslutning, men det var en beslutning jeg alligevel tog …

Nogle timer senere, efter et par omgange på dansegulvet, gik jeg barfodet ned og fandt en taxa.
Næste dag, der betalte jeg regningen. AV !

Jeg vågnede selvfølgelig op med et stort underskud af skeer, men jeg trøstede mig med, at jeg for én aften havde opført mig som en “normal” pige i 30’erne, der tog en tur i byen.

Som fortalt – så skulle jeg til påskefrokost samme dag.
Normalt er sådan en familie-dag noget jeg sparer skeer op til, men denne gang var jeg allerede i minus, fra jeg stod op.

Grundet mangel på skeer, så var SmerteMonsteret virkelig tilstede i min krop.
Der skulle ingenting til, sååååå hylede jeg. Små skænderier imellem børnene, såååå skældte jeg ud, kiggede min mand ‘skævt’ på mig, sååååå vrissede jeg.
(Jeg har været hyggelig at være sammen med den dag – NOT).

Helt galt gik det, da min ene lillebror og hans kone mødte op med en blomst i hånden til min far og hans kone, og sagde “den er fra os og T&L” (min anden lillebror og kone) .. Min lillesøster stemte efter, og sagde “også fra os”, og så grinte de alle sammen..

…SmerteMonsteret … kommmer … nuuuu …
Jeg mærkede det…
Som en varm bølge der væltede ind over mig…

Jeg kiggede måbende på dem alle, og tankerne fór igennem mit hoved.
Der var mange tanker..
‘Hvad med mig, min mand og børn? Er vi ikke med på den blomst?’
‘Hvorfor fanden er der ikke nogen der har ringet til mig og spurgt om vi ville være med på den blomst?’
‘…Seriøst – det er ALTID mig der køber blomster, og jeg spørger ALTID alle andre om de vil være med.’
‘De har kun sørget for dem selv?’
‘De ved jo at jeg har kroniske smerter, og alligevel har det ikke strejfet dem at ringe og spørge om jeg ville være med på en blomst?’

L – min lillesøster, skyndte sig at hoppe med på blomsten, og jeg kunne have gjort det samme.

Men smerterne og mangel på overskud, tog over, og i stedet for at reagere med et “Vi er også med på blomsten”, så blev jeg SÅ ked, SÅ skuffet og SÅ gal.

Jeg surmulede i 20 min, og lagde mig derefter ind på et værelse og græd. (For de andre gætter jeg på, at det virkede som om, at jeg lavede en “Maude” (Matador)).
Jeg blev liggende der til min mand kom og hentede mig, og vi tog hjem.

DET HANDLEDE JO SLET IKKE OM DEN BLOMST …
Det handlede derimod om, at jeg følte mig forbigået, jeg følte mig glemt og jeg følte at jeg pludselig ikke kendte min “rolle” i familien, sådan helt generelt – ikke kun her til denne påskefrokost…

Når jeg ser tilbage på den dag, så er jeg flov over min reaktion – og alligevel så har den lært mig noget.
Jeg ved godt, at min reaktion var helt hen i vejret, men som sagt, så har jeg har lært noget om mig selv, og mit reaktionsmønster, og om SmerteMonsteret.

Jeg siger ikke smerterne var/er en undskyldning for min opførsel, den dag. Og smerterne skal heller ikke bruges som en undskyldning, hverken da eller i dag.

Samtidigt må jeg være realistisk og sige at SmerteMonsteret river alt hvad der hedder logisk tankegang, og fornuftigt reaktionsmønster, væk under én.
Det der så bagefter er rigtigt vigtigt (i min verden) er, at man evner at revurdere situationen, når der igen er skeer på kontoen.

Min far var gal på mig, det fornemmede jeg … og jeg havde i forvejen et anstrengt forhold til ham på daværende tidspunkt.
Jeg følte ikke han forstod mig, og hvor jeg var i livet.
Jeg følte, at han ikke var stolt af mig længere efter jeg blev smertepatient og var syg, og ikke kunne arbejde mere – JEG følte, at HAN følte, at jeg var en belastning.

Lagde du mærke til at jeg skrev JEG FØLTE?
Det her er som sagt MIN sandhed – men det betyder ikke at det var HANS sandhed.
Den fortælling imellem min far og jeg, vender jeg tilbage til en anden dag, som part 2.
Jeg vil dog tease med slutningen på den fortælling, og dele med dig, at jeg i dag har et godt forhold til min far, og vi er der hvor vi skal være. ❤️
Det er jeg ret stolt af. Vejen dertil gjorde ondt, og var ikke sjov.

For at vende tilbage til påskefrokosten, og min reaktion.
Hvad der før altid var mig, som der arrangerede alt fra blomster, til gaver, til familiesammenkomster – alt imens mens jeg jonglerede med egen familie, og fuldtidsjob ved siden af, havde ændret sig, da jeg blev smertepatient.
…Pludselig havde alt ændret sig.

Jeg ringede dagen efter til min far og hans kone, og undskyldte for min opførsel til påskefrokosten.
Jeg havde endnu ikke der indsigten omkring, hvad der var årsagen til min reaktion – men jeg vidste jeg havde opført mig dårligt.

Jeg blev i tiden derefter ramt af en ‘tomheds følelse’. Det gik for alvor op for mig, at alt havde ændret sig, og at det ville være sådan for altid.

Dette blev jeg igen bekræftet i, da jeg kort tid efter, var til en stor fødselsdag for familien.
Min lillebror S var en suveræn toastmaster, min lillebror T havde med overskud arrangeret catering/bar, og min lillesøster L, stillede sig op og sang acapella for 120 mennesker.

Jeg sad bare der … Jeg var hende der plejer at være “på”, hende der holdt taler mm. Men pludselig havde jeg ikke nogen rolle. Hvad var min brik i puslespillet nu?

Den fest var hård for mig, dette fordi jeg igen blev ramt af følelsen af, at jeg ikke havde det samme forhold til familien (og vennerne), som før.

Det var i virkeligheden mig selv, der distancerede mig. Min rolle i familien havde ændret sig.
Jeg følte mig ensom.
Jeg følte ikke de forstod.
Jeg følte ikke de spurgte til mig.

I bagklogskabens lys kan jeg se at det ikke bare var “min rolle”, men noget helt grundlæggende i mig, der havde forandret sig. Noget helt eksistentielt i mig.

Det gik op for mig der – til den fest – at jeg skulle være bedre til at fortælle min familie og venner, hvordan jeg i virkeligheden havde det.
Det var ikke let. Men jeg gjorde det.

Jeg tog snakken med familien først.
Det viste sig, at de alle sammen syntes at jeg havde trukket mig, at jeg ikke havde været “mig selv”.
Men det havde jeg heller ikke.
Jeg havde forandret mig.
Mit liv var forandret.
…Jeg var blevet kronisk smertepatient…

Vennerne – det var nemt nok at snakke med mine “yndlings-mennesker”, men dem der var længere ude i periferien af venskabscirkelen – det var sværre.

Det betyder ikke at alle “fejl” igennem de sidste mange år, udelukkende ligger ved mig.
Men jeg kan kun tage ansvar for den måde jeg håndterer mit liv, min måde at snakke med andre.
…Så jeg kan ikke ramme alle, og det gjorde/gør jeg heller ikke. Jeg har mistet mange i min omgangskreds, og det skal der tages ansvar for, på begge sider.

Min familie forstår idag – og de forstår bedre nu, hvor jeg snakker med dem om det.

De forstår, at jeg ikke har brug for, ‘at nogen finder en skruetrækker frem for at reparere noget’, når jeg fortæller jeg har ondt, og har det skidt.

Jeg har nogen gange bare brug for at fortælle, at jeg har ondt og at jeg er ked af det, uden nogen skal løse problemet – for det kan de ikke.

Min familie forstår – jeg har en dejlig familie. En familie jeg elsker og forguder.
Jeg er heldig.

Jeg ved at der sidder mange læsere derude, der har skrevet til mig, hvor urimeligt deres familier, eller venner har behandlet dem. Og det gør ondt, helt ind i hjertet, for det er så pisse hamrende unfair.

Jeg siger ikke at MIN metode er den rigtige, eller at alle reagerer positivt “bare” fordi man snakker om det – men jeg siger at det var det rigtige i min familie, og det var det rigtige for mine venner.

Der skal accept til på begge sider – det er ikke kun mig som kronisk smertepatient, der skal arbejde for, at det lykkedes.

Dem der ikke forstod. De er ikke længere en del af mit liv. Jeg vil ikke prioritere mine skeer på dem.
De er begrænsede, og derfor bruger jeg mine skeer på dem der er vigtige for mig.

// C

Desværre ingen kommentarer endnu

Fortæl mig hvad du synes