“Skal du ikke med, mor”?
De er kørt nu – de er kørt uden mig.
Det er jo mit eget valg, så det er ikke fordi jeg er valgt fra.. Alligevel så rammer ensomheden mig lige nu og her, hvor jeg sidder og lytter til et hus, der er stille.
Alle siger “Ej, så får du en weekend, hvor du kan hygge dig og nyde roen, bare koncentrere dig om DIG”.
Ja, det er sandt. Her er ro. Jeg kan koncentrere mig om MIG.
Men nej, jeg hygger mig faktisk ikke. Jeg vil hellere være sammen med min familie. Jeg savner dem allerede, også selv om det kun er 2 timer siden, at de kørte.
Jeg har spist en nutella mad, ja midt om eftermiddagen – for børnene var her ikke, så de så det ikke. 🙈
Og ja, jeg kunne måske køre på McDonalds, eller hente sushi, men økonomi-djævlen på min skulder ‘brummer’ hver gang jeg tænker på det.
Hm….
….Her er stadig ro. Jeg savner min familie.
Ja – jeg kunne være taget med, men det går ikke, at jeg skal sove to dage i telt, i ødemarken og være fysisk aktiv hele weekenden.
Jeg er ikke i stand til at sove på et underlag, uden den rigtige støtte til min krop. Der er ingen stole, jeg kan sidde ordentligt i. Træk, kulde og regn, det går bare ikke…
Desuden vil jeg blive mindet om alt det jeg ikke kan, SmerteMonsteret vil tage over og gøre mig ked, sur og frustreret over, at jeg har svært ved at deltage i o-løb, kano oplevelser og alt det andet fysiske som de andre kan – hvor jeg har det svært grundet smerterne….
Men da E med sine store blå-brune øjne kigge på mig og sagde: “Skal du ikke med, mor”?
Der stak det lidt i hjertet. For er det den rigtige prioritering at jeg ikke bider smerterne i mig, og tager med?
Min hjerne siger JA, min hjerte siger NEJ.
Sorgen rammer mig som en stor hammer, når jeg så sidder her i huset der er stille, og jeg bliver mindet om at jeg er kronisk syg.
Sorgen gør ekstra ondt, når jeg ikke er tvunget til at tage mig sammen og gøre “et-eller-andet” som normalt om eftermiddagen når børnene er hjemme.
Der skal man liiiiige finde lommelygten til E som mangler den, Z der ikke kan finde sine fodboldstøvler og L der skal have en mad. Men i stedet sidder jeg bare sidder her, og bør nyde roen, og koncentrere mig om mig selv.
Jeg savner dem allerede, men jeg ved de har det godt, og jeg ved at de bliver en masse dejlig oplevelser rigere. Det er ligeså vigtigt – faktisk mere vigtigt – end mine egne behov.
Mine børn har det godt. Og de har en fest i ødemarken, uden en mor der minder dem om at skifte underbukser, og sørger for at de børster tænder..
(Jo jo far er da også med, men lur mig om de ikke springer lige præcis de to ting over .. OG FEDT DE GØR DET) 😀😂
Jeg bør måske hente Sushi .. Ja ja – jeg hører dig lille økonomi-djævel… Arhjjjjj ..
Jeg går en tur med hunden, trækker vejret, renser hovedet, og tvinger mig selv til at komme op og bruge kroppen. Målet skal være, at inden jeg kommer hjem, så skal jeg minde mig selv om at jeg er en god mor – også selvom jeg ikke er med på camp med børnene.
Smerter fylder meget, berøver en mange oplevelser og gør at man må sige noget fra.
Det her er en af de ting jeg må sige fra.
Så ja, jeg svarede E: “Nej skat, mor skal ikke med denne gang – men det skal din far – og I får en FEST”
Gav ham en ekstra kysser og vinkede farvel til mine 4 drenge.
//C
