Er jeg alene❓
Jeg er helt alene med den følelse, her og nu.
Jeg er helt alene om at mærke, hvad der sker i kroppen.
Jeg er alene i min kamp mod SmerteMonsteret.

Vi er mange der kæmper med smerter.
Jeg tror også vi er mange, der kan føle os ensomme i kampen. 

Jeg ved jo godt, at jeg ikke er alene – at jeg har en masse mennesker, der holder af mig og er her for mig.
…Men jeg føler mig alligevel alene engang imellem.

Måske er det fordi jeg går herhjemme alene? Måske er det fordi jeg ikke har et job der 37 timer om ugen giver mig kollegaer, frokost pauser i kantinen hvor der snakkes om løst og fast, og som gør at jeg hver dag skal ud af døren for at være god til ‘noget’.

Jeg har ikke svaret på, hvorfor følelsen rammer mig.
Jeg har ikke svaret på, hvorfor jeg kan blive ked af det og har slet ikke svaret på, hvorfor jeg mærker følelsen så intenst.

Jeg ved blot, at jeg ikke skal begynde at pege fingre af mig selv – hverken fordi jeg får de tanker og den følelse, ej heller fordi jeg ikke kan ‘hvad andre kan’. ⛔️

Men det der her er vigtigt for mig er, at jeg skal ud af den følelse!

Dette i modsætning til når jeg bliver trist, og mærker sorgen over hvad jeg har mistet.
Her tillader jeg mig selv, at være tilstede i den følelse og sørge – men ensomheds følelsen arbejder jeg hårdt på af med.

Når følelsen af ensomhed rammer mig, så prøver jeg at tænke realistisk.
Jeg arbejder på at skifte fokus.

Hvad ved jeg:
Jeg er ikke alene når børnene kaster armene om halsen på mig og siger “mor er den bedste”. ❤️

Jeg er ikke alene, når mine bedste veninder siger til mig, at de er her for mig.

Jeg er ikke alene, når det kommer til kampen mod diverse instanser om hvorvidt jeg er kronisk smertepatient, eller ej.

Jeg er ikke alene, når M siger han elsker mig mere end nogensinde før.
For det betyder at de sidste knap 9 år med smerter, gør at han ser noget andet end smerter i mig.
Han kan leve med mine livsvilkår er anderledes end andres, at der er mange ting vi som ægtepar ikke kan i samme grad som andre.
Lige fra koncertbesøg, lange gåture til dagligdags ting.

Jeg ved altså jeg ikke er alene.
Jeg vil ikke tillade mit hjerte at tro at jeg er ensom. For jeg er ikke alene.

Vi er ikke alene, fordi vi er mange der sammen kæmper mod SmerteMonsteret.

Jeg KAN tro på jeg ikke er alene – jeg SKAL tro på at jeg ikke er alene – jeg VIL ikke lade tankerne bestemme over mit liv.

Jeg er ikke alene.
Jeg er en af mange, som kæmper denne kamp, jeg er elsket, jeg er værdsat.

Hvad gør DU for at slippe ensomhedsfølelsen? Hvad virker for DIG?

Kh, C