Jeg er så træt af, at bede om hjælp.
Jeg er så træt af, at jeg ikke bare kan gøre ‘det’ selv.
Jeg er træt af, at være afhængig af at nogen vil tage med mig i Ikea, på planteskolen, at nogen vil hjælpe med at få ryddet op i skuret fordi jeg ikke bare selv kan gøre det.
Det er så trættende, når man altid tidligere selv BARE har kunne gøre sådanne ting.
Engang der kunne jeg … Jeg tænker tanken inde i hovedet.. Men jeg siger det ikke højt. 😢
Jeg er så træt så øjnene brænder.
Jeg ved det bliver en lang dag og trods jeg er træt og min krop ikke vil som jeg, så er listen km lang af praktiske ting indeni mit hoved, over alt det jeg så gerne vil have ordnet.
Alt det må M ordne når der bliver tid, fordi jeg ikke kan.
…Gad vide om han bliver træt af mig? 😧
Av… det var en grim tanke.
En tanke som udviklede sig fra at jeg lige nu og her sørger over at jeg ikke længere kan som tidligere – til at jeg nu også tænker at min mand pludselig bliver træt af mig.
Da han mødte mig, så mødte han en kvinde med sindsyge ambitioner, en kvinde med fart i livet, karrieredrømme, en kvinde der elskede at være social og fysisk aktiv. Hende der var aerobic instruktør, var spejderleder og som klatrede i hvilket som helst træ, der kunne klatres i. (Ja, det gjorde jeg gerne – både med og uden børn)
Tænker du også de her tanker? Jeg tvivler på at jeg er alene.
Ved I hvad – det er helt ok at vi tænker de tanker, sorgen bliver langt større når man ikke snakker om det. Når man får det ud, så hjælper det faktisk.
Jeg sagde derfor tankerne højt til M. Jeg spurgte om han blev træt af mig.
Jeg havde ikke “skeer” til både at ærgre mig over alt det, som jeg ikke længere bare kan, og så samtidigt overfylde mit hoved, med tanker om at jeg måske en dag bliver alene, fordi M går fra mig.
Han sagde: “Bebs – du er tosset. Jeg bliver aldrig træt af at hjælpe dig. Det betyder jo at jeg får lov til at være helten i dit univers, ham der lige kan klare syltetøjsglasset eller løfte havehynderne ned fra øverste hylde”.
Jeg bemærkede at hans eksempler var helt normale helte-gerninger, dem som andre uden mine vilkår også kan bede om hjælp til.
Han hentydede ikke til de kedelige ting som planteskole og Ikea – han sagde jo netop disse ting for at gøre mig rolig, for at understrege at vores liv er helt normalt og acceptabelt, også i hans øjne. Men det er ok. Det virkede.
Idag, der kigger jeg på, når nogen klatrer i træer. Jeg er misundelig når vennerne løber marathon, eller går på hiking.
Hvad skete der med den der indre kampvilje og gejst jeg havde – den der drev mig til at vinde enhver udfordring i livet?
Den er her endnu. For jeg er her endnu.
Dette – smerterne – det er mit livs største udfordring. Men jeg klarer dem hver dag. Hver dag er et marathon for mig, og jeg gennemfører. Jeg er derfor stadig sej, fyldt med kraft og jeg er stadig en fighter.
Jeg KAN – jeg SKAL og jeg VIL! Det siger jeg til mig selv hver dag.
Måske M netop ser dette, og derfor ikke bliver træt af mig?
Jeg tror det. Jeg håber det!
Ja, jeg skal have hjælp til at tage på planteskolen, Ikea eller til at rydde op i skuret. Det er sådan det er. Det er mine livsvilkår. Jeg bliver nødt til at acceptere det – ellers så kan jeg ikke finde kræfterne og modet til at komme igennem smerterne.
Jeg har lært mig selv at acceptere smerterne – og det, i alle dens afskygninger og de konsekvenser smerterne har på- og i mit liv.
Men da jeg først accepterede smerterne, så blev det nemmere for mig at leve livet med smerterne, fremfor at lade smerterne leve mit liv.
Jeg roser mig selv hver gang jeg klarer noget. Giver mig selv en mental high-five, og det er uanset hvad opgaven er.
Fx. i dag skulle jeg ringe til lægen og bede om en receptfornyelse. Dette har jeg forsøgt at tage mig sammen til siden fredag sidste uge.
Jeg skaber en succesoplevelse på den måde, og det gør det nemmere for mig at acceptere mine livsvilkår.
Vil du vide mere om hvordan jeg lever med smerterne – så er det netop sådanne ting vi snakker om til mine foredrag rundt om i landet. Jeg håber du også kommer.. 😍
…Jep det med at klatre startede tidligt – her klatrer jeg på stolper og et 3 m. højt hegn. 😱 (Og ja – det er en levende abe jeg har på med på billedet øverst … det var mit kæledyr, Carl) 🤣
You Might Also Like
Comments
Comments are closed.
Du må ikke slå dig selv oven i hovedet over det. Sådan er det med vores livsvilkår, vi ved ikke hvad dagen bringer. I stedet for at være ked af du ikke kom afsted, så ros dig selv for at sige fra, og ikke overforbruge dine skeer. Du lyttede til dig selv.
Mht nederlag. Dem har vi alle. Jeg vælger blot ikke at fokusere på dem, men i stedet fokusere på hvad jeg lærer af mine nederlag. Det er sådan jeg rejser mig igen.
Du er sej – og ja, det gør dig godt at komme afsted, så det gør du i morgen, eller i næste uge. Afsted kommer du – men i dag kunne du ikke. Og det er helt ok! <3
Tak for din ærlighed. Kender det med at gøre “små” ting til sejre. Men hvad med nederlagene? I dag måtte jeg aflyse yoga, er begyndt at gå for nylig og det gør mig godt, men smerterne i armene er for meget i dag, nu sidder jeg og slår mig i hovedet over at jeg har spildt “klippet” og at jeg ikke kom afsted til noget som gør mig godt
Mvh Charlotte