Smerterne tog pusten fra mig og jeg gispede efter vejret.
Jeg kunne ikke dreje hovedet, jeg kunne ikke løfte mig fra puden.
Der var helt mørkt i værelset … Det var nat og huset var stille.
De små bevægelser jeg lavede, fik smerterne til at skære skarpt igennem min krop i dybe intense jag, og jeg hørte mig selv hyperventilere overfladisk.
Jeg følte mig alene i verden, fordi jeg ikke ville være til besvær og kalde på hjælp.
…Men jeg havde brug for hjælp, det mærkede jeg.
Jeg kunne ikke klare det her selv.
“Hjælp mig. Jeg kan ikke rejse mig. Der er noget helt galt” fik jeg hvisket.
Michael vendte sig forvirret og søvnigt, men jeg mærkede at han straks fornemmede at der var noget galt.
“Hjælp mig. Jeg kan ikke rejse mig. Der er noget helt galt” gentog jeg.
Han sprang op af sengen og sad nu på min side af sengen med en hånd på mit lår, imens jeg græd fordi smerterne var altødelæggende.
Han lagde nu forsigtigt sin hånd på min skulder, fordi min krop sitrede af smerte.
“Hvad kan jeg gøre” spurgte han.
“Ikke noget” græd jeg. “Der er noget galt”.
Jeg forsøgte ikke at græde højt og på ikke at skrige af smerte, da jeg prøvede på at komme op og stå…
Jeg kunne ikke blive liggende i smerterne som de var – jeg var overbevist om at de ville blive bedre, hvis jeg kom op og stå.
Jeg kom op. Men det hjalp ikke. Det blev værre. Jeg måtte ligge mig igen.
Trangen til at skrige pressede sig på da jeg skulle ligge mig igen – men jeg holdt mine læber sammen og stønnede kun klynkende.
Min krop sitrede nu endnu mere og Michael kunne blot se på.
Jeg lå vågen resten af natten.
Kl. 8.30 sad jeg i lægens venteværelse til en akut konsultation.
kl. 9 gik jeg derfra med rådet om, at jeg skulle kontakte min sundhedsforsikring i håb om at komme på privathospital – da jeg ikke ville møde behandling på hospitalet pga weekend-vagtplanen (fredag var en indeklemt dag imellem helligdag og weekend, og derfor var sygehusene “lukket ned” for weekenden).
Lægen vurderede at årsagen til smerterne var en ny diskusprolaps eller en reprolaps, og derfor skulle jeg tilses af en reumatolog/neurokirurg.
Det lykkedes mig ikke at få fat i sundhedsforsikringen, da der var lukket.
Jeg ringede alligevel direkte til privathospitalet da jeg tænkte de måske havde en “direkte linie” til forsikringen, og så kunne jeg blive tilset akut.
Men de havde ingen læger på vagt fortalte de mig.
Alt var lukket.
…Så var der der “kun” det offentlige tilbage.
Jeg sank dybt og mindes da jeg for 4 år siden blev indlagt på en fredag aften, med samme typer smerter og der havde flere ubehagelige møder med forskellige læger.
Huskede specielt én læge der direkte sagde “Du har ikke en diskusprolaps … Hvis du havde haft rigtigt ondt, så var du nok kommet før – så du bliver først tilset mandag, da vi ikke har bemanding af specialister på henover weekenden, mm du tisser i bukserne”.
(Hvis en diskusprolaps trykker på rygmarven, så kan det påvirke evnen til at holde på vandet)
Dengang for 4 år siden, blev jeg installeret i en seng på hospitalet på en lille overfyldt stue, proppet med morfin, og ventede på tiden gik.
Da mandagen endelig kom, blev jeg tilset af en speciallæge, scannet tirsdag, fik konstateret en diskusprolaps onsdag, og udskrevet torsdag med en fys tid i hånden.
Nu sidder jeg her igen.
Det er weekend, og der er ingen læger.
Hverken på privat hospitalerne eller på det offentlige.
Lige nu er jeg installeret i min seng, proppet med morfin, og venter på at tiden går.
Jeg ligner lort … fordi jeg har det at lort til …
Jeg kæmper med tankerne om ikke at slå til, at mine børn er de største ofre i denne situation fordi mor er sengeliggende, at jeg ikke kan fejre min bedste veninde på mandag som bliver 40, at jeg ikke kan plante de blomster i haven som jeg gerne vil, at jeg skal bede om hjælp til at komme ud af sengen for at tisse, at jeg ikke kan sidde i stuen med de andre og se superhelte film…
Disse følelser – de er om muligt værre end smerterne og skuffelsen over ikke at kunne finde hjælp på hospitalerne.
Michael kom for lidt siden ind på værelset for at spørge til mig – jeg begyndte at græde og delte mine tanker og følelser med ham.
Han sagde “Christine – du bliver nødt til at lave lemonade”.
Jeg kiggede frustreret på ham, og inden jeg nåede at sige noget, gentog han “Vi bliver nødt til SAMMEN at ‘skabe lemonade’ af det her”.
Jeg blev frustreret, for jeg hørte ham bruge mine egne “værktøjer” på mig. …Det som jeg holder foredrag om, det jeg prøver at inspirere andre til.
Jeg blev frustreret delvis fordi jeg ikke kunne se hvordan jeg skulle kunne lave lemonade, og delvis fordi jeg vidste han havde ret.
“Nu ligger du her. Det er bedre end at ligge på Gentofte alene.
Vi er her – du kan ikke se os, men du kan høre os i stuen.
Du må fortælle mig hvad du har brug for. Jeg er her for dig, og vil gerne hjælpe dig.
Der er ingen tvivl om at det her er lort og lagkage. Men nu skal vi sammen komme igennem denne weekend, så du kan blive tilset mandag.
Hvad har du brug for – skal vi se reality sammen i sengen” sagde han, imens han smilede.
Tårerne trillede ned af kinderne på mig.
“Det er svært at lave lemonade lige nu, når man er allerdybest nede i sorgen og frustrationerne over at livet for mig er fyldt med smerter” svarede jeg.
Han svarede “Ja. Men vi laver lemonade sammen”.
Lige nu ligger jeg her i sengen.
Jeg har også ligget kort i solsengen, stablet op med med dyne og hovedpude, og set på blomsterne blev plantet i krukker af børnene og min mor.
Lemonade er pisse surt uden sukker.
Sukker er i dag, at blomsterne blev plantet, at jeg kan høre dem i stuen, snakken jeg havde med Michael og den telefonsamtale jeg lige har haft med min bedste veninde der sagde at hun havde fri på mandag – og gerne ville køre mig til læge. For hende var det bare at være sammen, også selvom det er hendes fødselsdag.
Jeg skal nok komme igennem denne weekend.
For selvom jeg er alene i smerterne så skaber jeg lemonade af de sureste citroner som livet har givet mig – og den lemonade skaber jeg ikke alene.
You Might Also Like
Comments
Comments are closed.
Puuuha sikke en omgang
Jeg genkender det desværre alt for godt da jeg selv er blevet opereret to gange for diskusprolapser. En i lænden og en i nakken. Og den måde man bliver mødt af de forskellige læger er bestemt ikke for sarte sjæle.
Og det er jo fuldstændig forrykt at man ikke kan komme på hospitalet og bliver tilset. Danmark er efterhånden et U-land hvad angår sundhedssystemet. Man skal jo nærmest være halvdød for at få noget hjælp. Og os med kroniske smerter skal ofte kæmpe endnu mere. Det er jo helt hen i vejret!
Jeg håber virkelig at du får noget ordentlig hjælp i morgen. Godt at din veninde tager med dig, så hun kan hjælpe dig og forhåbentligt slå i bordet, hvis lægen ikke er lydhør.
Jeg ønsker dig det bedste ♥️ Godt at du har sådan en god mand og familie der passer så godt på dig♥️♥️
Mange knus
Vibeke
Sødeste Christine ja det er sgu lort og lagkage og det kunne du og dine godt ha undværet …… jeg ville ønske jeg kunne sige noget det trøstede eller hjalp dig men det klare din mand og veninde så godt ….. de er din lemonade med et ordentlig lag sukker