fbpx
 

Du bærer også mine livsvilkår…

Du bærer også mine livsvilkår…

Jeg elsker dig.
Jeg elsker dig inderligt.
Jeg er ked af at mine livsvilkår og at mine smerter også skal bæres af dig.
Jeg ved at du inviterede mig ud, fordi vi skulle have en aften sammen – skabe os et åndehul.
Vi skulle bare være os – sammen…
Vi skulle ikke snakke sygdom og begrænsninger. Vi skulle være sammen.

Jeg mærkede hovedpinen tog til, men jeg sagde ikke noget.
Jeg mærkede smerterne tog til, men jeg sagde ikke noget.
Jeg mærkede nu, at det ikke længere blot var en hovedpine – men at det var en migræne og den kom med høj høj fart, men jeg sagde ikke noget.
…Der gik ikke længe – og jeg mærkede nu, at jeg ikke længere kunne skjule det for dig. 

Jeg kiggede dig i øjnene og sagde: “undskyld”.
Du mødte mig med et trist blik, og alligevel med overbevisning i stemmen sagde du stille retur: “du skal ikke sige undskyld”. 

Du fik øjenkontakt med tjeneren og du bad hende stille finde, hvad de havde af smertestillende i køkkenet.
Efter jeg havde fået lidt lettere smertestillende, satte vi os ud i bilen.
Jeg mærkede nu at migrænen for alvor havde sat sig, og jeg kunne dårligt formulere en sætning.
Jeg mærkede at jeg skulle kaste op.
Den dyrt betalte og meget lækre sushi var nu ikke længere et minde, om en dejlig aften sammen. Den var nu årsag til kvalme og utilpashed. 

Du kørte mod apoteket, som lå ved siden af parkeringspladsen hvor vi holdt stille – fordi jeg insisterede på, at vi skulle vente med at køre hjem.
Jeg vidste at vi havde brug for denne aften sammen, og håbede på et mirakel.
Jeg vidste dog også inderst inde, at det mirakel ikke ville ske – men jeg havde brug for at vise dig at jeg prøvede. 

Du løb ind på apoteket for at købe migræne medicinen til mig – men jeg havde ikke nogen åben recept på serveren, så det bedste du kunne gøre var at købe mere smertestillende, og derefter kom du retur til bilen.

Jeg havde nu kastet sushien op.
Jeg kunne dårligt se ud af mine øjne og jeg kunne ikke sige noget, da alt lyd rungede i mine ører og forstærkede den intense følelse af migræne smerter.
Jeg kunne ikke tage lugten af bilens udluftning.
Jeg kunne ikke noget…
En åre i panden hævede voldsomt op og dunkede i dybe smerte-jag i takt med min hjerterytme.
Jeg troede at jeg skulle dø. 

Du kiggede stadig på mig med et trist blik.
Du vidste godt at du intet kunne gøre.
Jeg fremstammede, “jeg må hjem”. 

Vi kørte hjem i stilhed. 

Jeg kunne ikke græde, fordi alt gjorde ondt – men jeg fornemmede at tårerne trillede stille ned af min kind.
Jeg mærkede din hånd på mit lår.
Jeg kunne ikke tåle berøring, men jeg vidste at det havde du brug for.
Jeg lagde min hånd oven på din.

Du kørte mig hjem, og jeg fik min medicin.
Jeg lagde mig i min seng. Jeg kunne ikke snakke, jeg kunne ikke formulere det jeg følte.
Undskyld fordi du også skal bære mine livsvilkår, undskyld fordi du skal bære mine smerter.

Jeg er ikke alene i dette.
Du mærker det.
Du oplever det.
Du kan ikke gøre noget ved det.
Jeg ser dit triste blik.
Du savner også at vi kan være som sammen, som vi engang kunne.
Om det er smerter eller migræne, så savner du også.

Jeg elsker dig.
Jeg elsker dig inderligt.
…Og jeg ved du elsker mig. 

1Comment
  • Anonym
    Posted at 20:40h, 18 april Svar

    Hej Christine

    Meget smuk fortalt
    Vh Joan

Post A Reply to Anonym Cancel Reply