Han spurgte mig om jeg ville dø fordi jeg havde så ondt.
Det føltes som om jeg fik en mavepuster, og jeg kiggede på ham, mens jeg sagde “Nej skat, hvorfor får du den tanke”?
E er næsten 6 år. Han har aldrig kendt mig uden smerter.
Det her er normalt for ham. Men han sammenligner alligevel med andre.
Han fik tårer i øjnene. Han sagde “Jamen mor, jeg bliver bange for at du skal dø, når du har så ondt”.
Jeg starter lige forfra.
Det har været en hård uge med migræne, og mange mange smerter.
Jeg havde mandet mig op og sparet skeer op til at vi skulle ud og købe fastelavns kostumer. På vej hjem var børnene vildt glade, og E og hans storebror L ville gerne hjem og lege krig med deres nye kostumer. 🎭
Jeg ville nu ønske jeg ikke havde sagt det – men det gjorde jeg…😪
Jeg sagde: “Jeg er ikke sikker på at det er en god ide, for så begynder i bare at skændes, og det kan jeg altså ikke overskue i dag”.
L sagde straks “Vi lover det mor – vi lover vi ikke skændes”.
Jeg vidste godt at min bemærkning var dum, så jeg omformulerede mig og sagde “Ok, men kan vi så lave en aftale om, at I lader være med at bruge de våben der larmer meget, da jeg har meget ondt i hovedet”.
…Igen vidste jeg godt at det var unfair. 😪
Ikke noget men – blot en forklaring – jeg er drænet for energi og jeg magtede hverken slåskamp, skænderi eller ‘da-da-da-da-daaaaa-hysteriske’ lyde.
Jeg har det skidt med smerterne og falmer i blinde efter at finde overskud og fokus.
De her perioder er her jo, og især efter hvad der skete i weekenden.
Jeg vidste det jo godt i forvejen – men det blev virkelig slået fast med syv-tommer søm, efter E’s spørgsmål, at der foregår meget inde i hovedet på næsten 6-årig.
Der var det han sagde:
“Mor dør du fordi du har så mange smerter”?
Tiden gik i stå, og jeg følte der kørte en film i High-speed foran mine øjne, mens jeg kiggede på ham. 🎥
Jeg fik et tilbage glimt til dengang hvor jeg holdt det hemmeligt for mine børn, at jeg havde smerter.
For mig er det idag, var det ikke det rigtige det jeg gjorde.
For mig idag, var det forkert ikke at involvere dem, på hver deres måde – afhængigt af deres alder.
Jeg besluttede mig senere for at jeg fortælle dem “i børnehøjde” om smerter.
Jeg delte med dem at jeg har ondt.
Jeg delte med dem på hver deres måde, hvilke livsvilkår det giver mig – og dermed også dem.
Der lille film forsatte inde i mit hoved mens jeg kiggede på hans tårer i øjenkrogen. 💔
Jeg så for mig, minderne om mit liv før smerterne og hvordan mine livsvilkår var dengang, og sammenlignede med idag.
Jeg vidste jeg igen skulle fortælle ham historien om SmerteMonsteret.
Jeg begyndte, men de to store overtog…
Jeg bemærkede at de to store talte med da jeg fortalte historien, og besluttede at lade dem gøre den færdig.
Det endte med at blive en ny version, med et SmerteMonster der kørte ræs, og var med i konkurrence om 25 millioner kroner, og en bil der væltede.. Men slutningen var den samme. ❤️
…At sammen kan vi bekæmpe SmerteMonsteret med latter – for det skaber lattergas, og det gør at Superhelten (som også bor inde i kroppen), kan slå de fæleste prutter, og så falder SmerteMonsteret i søvn.
Ved ikke med jeres familie? …Men hos os, der elsker vi at grine – og grine der gør vi meget når vi snakker om prutter. 🙈😂
Vi grinede hele aftenen, sluttede af (med godnathistorie i min seng, og der blev både leget krig med de nye kostumer, og leget med våben.
Vi havde en god aften og E ved nu, at jeg ikke dør af mine smerter.
… Men jeg håber han spørger mig igen, hvis den tanke kommer ind i hans hoved, så vi kan snakke om det. 💋
//Christine
Vil du høre min historie om SmerteMonsteret?
Så læs med her:
