
Kære du, som mener at ‘det er i mit hoved’ at jeg har smerter…
Kære du, som ikke ser mig når jeg er allermest sårbar, og lader masken falde…
Kære du, som tror du ved, hvad løsningen er på min smerteproblematik – og derfor frit udtaler dig ud fra din sandhed og din retfærdighed…
Du ved ikke, hvad det gør ved mig.
Når du er syg, så går det over.
Jeg bliver aldrig rask, så derfor kalder jeg nødigt mig selv for syg, på trods af at ifølge læge, hospital, og alle andre offentlige instanser, så er jeg syg.
Men kære du, jeg er ikke bare syg, jeg er kronisk syg. Jeg er kronisk smerteramt.
…Jeg er SMERTEBÆRER.
Det er ikke ‘i mit hoved’ jeg skaber smerterne, det er ikke noget jeg bilder mig selv ind.
Det er ikke ‘i mit hoved’ jeg skaber mine livsvilkår, og konsekvenserne det medfører.
Kære du, var jeg ikke Smertebærer, så havde jeg ikke misset børnenes fælles fødselsdag med klassen.
Var jeg ikke Smertebærer, så havde jeg ikke misset middagen med vennerne.
Var jeg ikke Smertebærer, så havde jeg stået på dansegulvet hele natten til min venindes bryllup.
Var jeg ikke Smertebærer, så havde jeg stadig arbejdet, som jeg gjorde før.
Var jeg ikke Smertebærer, så havde jeg ikke behøvet at forsvare mig selv.
…Men det er jeg – så det bliver jeg desværre nødt til.
Løsningen på mine smerter er ikke at begynde at arbejde – gid det var, så havde jeg gjort det.
Løsningen på mine smerter er ikke kun alternativ behandling – det ved jeg, fordi jeg har prøvet det.
Løsningen på mine smerter er ikke altid medicin – det ved jeg, fordi jeg stadig afprøver det.
Løsningen på mine smerter er ikke at begynde at træne, men det kan være medvirkende til et bedre smertemønster – det ved jeg, fordi det gør jeg.
Løsningen på mine smerter er ikke sund kost, men det kan være medvirkende til mere energi – det ved jeg, fordi det gør jeg.
Løsningen på mine smerter er SLET IKKE, at du mistænkeliggør mig, og gør mig usikker på mig selv, i stedet for at styrke mig og hjælpe mig med at bære smerterne.
Du ved ikke hvad det gør ved mig…
Løsningen på mine smerter er, at jeg finder accept og balance i mine livsvilkår.
Løsningen på mine smerter er, at jeg taler pænt til smerterne og min krop, fordi hvis ikke jeg gør det – så bliver vi aldrig gode venner.
Min hjerne har accepteret, at jeg er kronisk syg, men når du siger de ting du gør, så er du med til at mit hjerte er længere tid om at acceptere det igen.
Jeg er landet det rigtige sted.
Jeg mangler bare, at du også gør det.
#Smertebærer
#DiagnoseEllerEj
#KroniskeSmerter
#SammenErViStærkere
Comments
Comments are closed.
❤️
Kære Christine.
Tusind tak for at sætte ord. For at være en klippe for mig, uden du ved det. For at turde sætte ord på det der er svært. Tusind tak for dig ❤️ Kh Anja
Jeg kan kun gentage mig selv, du er utrolig god til at sætte ord på dine smerter og følelser. Jeg ved ikke hvorfor nogle mennesker mener de har opskriften på ” vores ” liv med smerter. Ingen andre end den smerteplagede ved hvad der måske lindre smerterne lidt.
Jeg håber du trods alt kan bevare energien til at skrive om dit liv og tanker. Kh