At leve med kroniske smerter er for mig, en konstant balance, imellem ikke at lade sin sygdom/smerter begrænse sig og samtidigt at lytte til sin krop og hvile sig.

Man vil gerne leve.
Man vil gerne have sine ‘åndehuller’ og samtidigt så ved man, at de ‘åndehuller’ får man ikke, hvis man ikke husker at respektere sin krops behov for at hvile sig.

Det er barske vilkår, når smerterne begrænser ens liv i så høj grad, at ens indre stemmer og ens indre dialog hovedsageligt går på, “husk at hvile dig” fordi man ved at det er et vilkår og samtidigt “husk at lev”, fordi det er det er det man gerne vil mest af.

Udfordringen er, når tanken “du gør ikke nok” så også kommer, fordi man føler sig utilstrækkelig.

Jeg mærker jeg vakler imellem “husk at hvile dig” og “du gør ikke nok” lige nu – jeg hører begge stemmer for tiden endnu højere, end normalt …

…Det gør jeg fordi jeg er akut ramt af smerter.

Det værste er, når jeg smertemæssigt er så ramt som lige nu – så har jeg tendens til at høre stemmen der siger at “du gør ikke nok”, højere og mere skarpt, end alt andet.
Det er ikke fair og det er slet ikke godt for mig.

…Lige nu er tiden barsk.
Lige nu burde jeg yde min krop mere kærlighed og forståelse.
Alligevel er er tonen skarp, når jeg taler til mig selv.

Jeg er styrtet, jeg er faldet. Det gør ondt.
Jeg sørger, jeg begræder og jeg savner.
Tiden lige nu er barsk.

‘Jeg burde’, ‘jeg kunne’, ‘jeg må’ … er måder jeg starter alle mine tanker på disse dage…

Jeg har ikke været smertefri i 11 år, alligevel er smertene lige nu invaliderende.
Jeg har lært at finde balancen i en hverdag, trods smerter.
Men lige nu er jeg lagt ned og intet kan eller vil fungere.

Tiden lige nu er barsk.
Jeg ligger med svære akutte smerter og jeg mærker at jeg har svært ved at håndtere min inaktivitet, fordi jeg så gerne vil så meget andet.

Denne situation giver anledning til, at jeg taler rigtig grimt til mig selv, fylder min krop med selvbebrejdelse og mangel på respekt og forståelse.
Denne situation giver anledning til, at jeg føler mig utilstrækkelig og svag.

Hvorfor gør jeg så det?
Fordi det er når jeg ligger allermest ned, at jeg ikke har overskud til at minde mig selv om, at lige nu så er der kun en løsning – og det er at lytte til kroppens behov.
Læg dig, hvil, kom igennem smerterne, med kærlighed og respekt for dig selv.

Det er vigtigt fordi … Fordi det her, det vil ske igen.
Fordi jeg vil opleve at få perioder, hvor jeg vågner op og har svære smerte-udbrud, uden årsag – også kaldet flare-ups.
Det følger med mine kroniske smerter og mine diagnoser.

…Alligevel bliver jeg svært overrasket hver gang alligevel.
Jeg glemmer den intense, dybe smerte som lammer min krop, jeg glemmer de dårlige mønstre af tanker og handlinger der forlænger min process, i stedet for at vikle mig selv ind i selvforståelse og accept.

Heldigvis bliver jeg bedre og bedre til at håndterre disse flare-ups, men jeg tør ikke love mig selv at jeg aldrig igen, for en kort stund, vil glemme at den stemme der siger jeg “Hvil, lyt til din krop” ikke bliver sat i baggrunden – fordi jeg rammes af sorg og følelsen af utilstrækkelighed først.
Men jeg vil love at jeg nok skal nå dertil.
Heldigvis bliver jeg bedre og bedre til det..

Jeg formoder at mit reaktionsmønster er som det er, fordi når jeg lægges ned af smerter, så rammes jeg samtidigt af en indædt følelse af at jeg må handle, at der må gøres noget.

Det jeg glemmer er, at jeg faktisk gør noget, når jeg lytter til min krop og hviler den. For det er det der skal til.

Lige nu skal jeg lytte til “hvil dig” – senere kan jeg så skabe mig ‘åndehuller’ igen.
For hvis jeg ikke hviler nu, så lader jeg min sygdom og mine smerter begrænse mig.