Mig: “Jeg har fået konstateret at jeg har fået endnu en diskusprolaps, og forstår nu hvorfor jeg har så intense smerter”.
X: “…Nå, endnu én. Nå det var da noget værre noget. Nå, vi snakkes ved…”.
…Jeg sad som et stort spørgsmålstegn, fordi samtalen var slut. Der blev lagt på lige bagefter.
Der blev ikke snakket mere om det. 😳
Var det det?
Fik jeg ikke lov til at “sørge” over situationen, fordi jeg allerede lever med smerter?
Var det for meget at høre, at der nu var mere?
Jeg sad lidt og stirrede ud i luften og tænkte over den reaktion, jeg var blevet mødt i telefonen.
Jeg hviskede for mig selv: “det var faktisk svært at fortælle – fordi jeg er ked af det…”
…Jeg er jo pisse frustreret over at jeg skal det hele igennem igen … Endnu en diskusprolaps. Endnu et bump på vejen. Endnu mere smerte.
Men nu, nu var jeg både ked af reaktionen jeg blev mødt med, men også over min situation.
Jeg kunne mærke tårerne presse sig på.
Men jeg kunne ikke reagere på det. Jeg måtte trække vejret dybt, lægge telefonen og gå op og lægge børn i seng.
…Der var ikke “plads” til at jeg skulle forholde mig til ‘noget’ lige der. 💔
Min veninde Sofie ringede i går.
Hun spurgte hvordan jeg havde det “inden i” med beskeden om endnu en diskusprolaps, og sjældent har jeg brugt så mange “F💣💣k” og “F💣💣king”, hvilket jeg normalt ikke gør, med mindre jeg er meget vred, eller presset til det yderste.
…Det viste sig, at jeg åbenbart var en mindre tornado af følelser. 🌪️🌪️🌪️
Jeg fortalte hende om alle de følelser jeg har gemt væk, min frustrationer, mine bekymringer, men også at jeg blev såret over den reaktion jeg var blevet mødt med tidligere på ugen af X.
Jeg delte mine tanker, frustrationer men også og glæde om andre ting der sker i livet, børn, arbejde, mand, familie – og hun om hendes liv og situation.
Når jeg i dag ligger her og efterrationaliserer, går det op for mig hvor ofte jeg pakker mine smerter væk, til jeg kan forholde mig til dem alene. 😧
Når det kommer til mine smerter, så skal jeg ‘tage mig sammen’ når jeg skal noget, hvad enten det er hverdags rutiner, som at hente børn, eller de mere sjældne og specielle anledninger, såsom til middag, i bio etc. …Og her er det ikke negativt ladet, ‘at jeg skal tage mig sammen’. ✋
…Det er mit eget valg, fordi jeg ved at det jeg/vi skal, vil bringe glæde med sig og mange positive minder.
Det kan være det åndehul jeg trænger til, for at komme væk fra smerterne.
Jeg skal altså i situationen ikke blive liggende i min elevationsseng med min yndlings pude, men jeg skal bruge ‘skeer’ på bad, makeup, køretur, selskab, køretur retur, og følgerne deraf. Jeg skal ‘tage mig sammen’ og komme afsted.
Jeg gør det fordi det giver mig noget livskvalitet. 💖
Men den aften, hvor jeg stod som et stort spørgsmålstegn og blev ked af det – der pakkede jeg ikke kun mine smerter væk, fordi jeg skulle lægge børn i seng. Der pakkede jeg også mine følelser væk.
Jeg er verdensmester i lægge at mine smerter ‘et andet sted’ især foran børnene, men jeg gør det samme med mine følelser og frustrationer, til jeg har tid, plads og overskud til det.
I telefonen med Sofie hørte jeg mig selv sige “hvornår er der tid til at jeg må være ked af det”?
Sofie svarede: “Jeg ved hvad du mener. Vi skal først sørge for børnene, familien, hund og nullermændene i vores liv – og først derefter må vi se om der er tid til os selv. Jeg tænker ‘ned i storetåen med det’ og så må jeg forholde mig til det senere”.
Så ja … Hvornår må jeg skrige? Hvornår må jeg græde? Hvornår KAN jeg forholde mig til ‘det’.
For hvornår er ‘senere’? Bliver det ‘senere’?
Giver du dig selv lov til at mærke de følelser, giver dine nærmeste dig lov?
Vi lærer at leve med vores smerter og sygdom – det bliver en del af vores hverdag, vores nye “normal”.
Vi lærer at acceptere at smerterne svinger i kraft og styrke.
Vi lærer som en del af vores liv som kronikere at vi aldrig er helt smertefri, men at det kan svinge hvor meget smerterne støjer.
Vi lærer at nyde åndehullerne og glæde os, på de tidspunkter hvor vi kan grine os fra smerterne for en kort stund i godt, kærligt og nærende samvær.
Vi lærer også at pakke smerterne væk, og det sker også, at det kan være på en uhensigtsmæssig måde det gøres.
Fordi. Vi har lært at vi er egoistiske hvis vi siger for ofte hvad vi har brug for. Hvis vi råber lidt for højt og lidt for længe om vores behov.
Så nogen gange så kan man være bange for at dele, hvordan man i virkeligheden har det, fordi man ikke vil dømmes eller opfattes som om man har ondt af sig selv.
Jeg fik mit ‘senere’ med Sofie i telefonen igår.
Jeg fik raset ud, og jeg fik delt det jeg er ked af.
Vi delte vores frustrationer, og pludselig ændrede min mavefornemmelse sig.
Jeg var lettet. ❤️
Det endte med at vi grinte over de små fjollede ting, som vi får sagt til vores børn i en presset hverdag – og at Sofie af samme årsag derfor ikke har fået barberet ben siden august – Vi delte vores hemmeligheder med hinanden. 🤣
.. Det endte med grin og smil. Også selv om jeg delte det der var svært. ❤️
Det kan være nødvendigt at vi ‘gemmer det hele ned i storetåen’ men det er så dejligt når man får snakket om det, der frustrerer os. Fuldstændigt som det er nødvendigt for os, at få et åndehul fra smerterne engang imellem.
Hvem deler du dit ‘senere’ med?
Husk på – det er okay at græde. Det er okay at vi sørger over hvad vi har mistet, det er hverken farligt eller forkert.
Det gør at vi nemmere kan rejse os og ‘tage os sammen’ (positivt) til de ting der giver os livsglæde, og smerterne deraf er derfor livsglædesmerter – og de er nemmere at håndterre.
