De troede ikke på hendes smerter…

De troede ikke på hendes smerter…

Der var ingen af lægerne der troede på min mor. De sagde hun “havde ondt i livet” – at hun var psykisk syg.
Jeg selv var ca. 15 år.

Min tante kom en dag og sagde til mig “ved du overhovedet at din mor er syg”?

Øhhh … næ … syg? Med hvad influenza?

Hun forklarede mig, at min mor havde fibromyalgi.
Hun havde kæmpet med lægerne, igennem flere år.
Hun havde prøvet alt. Alt fra alternative behandlinger, kure, læger mm.
Endelig blev hun diagnostiseret med fibromyalgi, som en af de første i Danmark.

Jeg anede det ikke.
Måske jeg bare var en teenager, der ikke havde andet i hovedet, end drenge, fester og veninder?
Eller … var det fordi at hun aldrig havde fortalt mig det?

Det var ærligt talt en blanding, af de to ovenstående.

Min mor har aldrig fortalt mig, mine søskende eller nogen omkring os, at hun var ramt af smerter.

Da jeg fik det af vide af min tante, begyndte jeg at tage mere hensyn til hende.

Jeg husker tydeligt en episode i Italien, hvor hun bar tre små strandstole og jeg sagde til mine brødre, at vi skulle bære stolene, for vores mor.
Men … hun sagde nej, da vi prøvede at tage dem.
Jeg sagde: “men mor, du har jo fibromyalgi”.
Men så reagerede hun ved at blive vred? Sagde, hun nok selv skulle bære stolene…
Jeg var forvirret.
Troede jeg skulle hjælpe og tage hensyn?

Sådan har hun faktisk oftest været.
Min mor er så dårlig til at bede om hjælp, og man hører aldrig et pip om smerter fra hende.

Vi tog en snak forleden. Hun sagde til mig, at hun var stolt af mig pga min blog.

Hun sagde:
“C du gør jo det helt modsatte af, hvad jeg altid har gjort, og stadig gør. Jeg fortalte aldrig nogen, hvordan jeg havde det, og gør det stadig ikke.
Jeg måtte dengang bede folk om, at lade være med at spørge mig. For jo mere folk spurgte mig om hvordan jeg havde det, desto mere skulle forholde mig til at jeg var syg. Og jeg forsøgte ligesom at skære ‘hovedet fra kroppen’. Jeg ville helst prøve at koncentrere mig om ikke at mærke smerterne. Det var min teknik”.

Hun forsatte …
“Du fortæller og deler dit liv. Du er en inspiration for mig og mange andre”

Jeg blev helt paf. Jeg havde ikke tænkt over det.
Min mor og jeg er meget ens … så at vi her, var så forskellige, det gav mig noget at tænke over.

Så kommer ‘the million dollar question’.

Hvad er “det rigtige” at gøre?
Skal man fortælle folk om hvordan man har det, eller skal man prøve at skjule og gemme det – og glemmer man derved måske også smerterne selv?

Jeg har ikke svaret for alle…
For MIG er svaret, at jeg vil dele det i så stor udstrækning, som jeg kan magte det selv.

Hvorfor? Jeg ved det ikke. For mig er det bare rigtigt.

Jeg har i mange år, sjældent fortalt om min situation, har skjult det fordi jeg troede folk ikke ville høre om det, og jeg tog hensyn til mine børn.

Men i dag ser jeg, at for mig, var det et misforstået hensyn som jeg tog til mine børn – og de af min omgangskreds, der ikke forstår min situation, eller vil høre om det – de er i dag, valgt fra.
De er ikke længere en vigtig del af mit liv.

Jeg fortæller selvfølgelig ikke vidt og bred eller detaljeret, om min situation til alle folk, fx til børnenes klassekammeraters forældre, og lign.

Med de der spørger – de får et ærligt svar, når de spørger hvad jeg arbejder med.
De får en hurtig forklaring – en standard bemærkning jeg har forberedt mig på – at jeg ikke arbejder fuld tid, som andre med “normale” livsvilkår.

(For lige præcis det spørgmål, om hvad man arbejder med – det kommer jo engang imellem, og ærligt talt, engang gruede jeg grusomt for, hvornår det kom … Men det er et helt andet oplæg) 

Min mor er bad-ass mega sej og tough. Hun er den sejeste kvinde jeg kender.
Hun er stærk, trods hendes voldsomme fibromyalgi, og hun har aldrig ladet sygdommen stoppe hende.
Hun vil bare helst ikke snakke om det. Hun vil gerne ‘skære hovedet fra kroppen’, selv den dag i dag.
Det er hendes måde at håndterre det på.
Jeg er stolt af hende, og jeg hylder vores forskellighed.

VIGTIGT:
Jeg har ikke “manglet noget” i min barndom – ej heller har jeg et problem, med den måde min mor gjorde/gør tingene på, så jeg siger IKKE at den ene version, er bedre end den anden…
Jeg siger hvad der er rigtigt for MIG.

Fordi at jeg har valgt at leve som jeg gør, så er det jo ikke opskriften på det gode liv, for alle.

…Sååååå – jeg er nysgerrig!

Hvad er rigtigt for dig?
Vil du dele det med mig?

Vær med i debatten enten her, eller på Facebook.

Her kan du være anonym, eller med navn – det er op til dig selv.

// C

Desværre ingen kommentarer endnu

Fortæl mig hvad du synes