De andre overhaler mig…

De andre overhaler mig…

Tiden har stået stille – ALLE har måtte aflyse fester, arrangementer og oplevelser…
ALLE har mærket frustrationerne over, at man ikke ved hvad venter imorgen…
ALLE har oplevet den dårlig samvittighed, når tanken ramte “endnu en dag med børnene hjemme – hvordan klarer jeg det”?
ALLE har tænkt at dagene var lange….

Alle har tænkt … er det her for altid?

…Alle har oplevet en snert af et liv, med udfordringer, der for mange kronikere er hverdag.

Nu vender hverdagen tilbage.
Folk mødes i haverne, folk oplever at budskabet “det bliver godt igen” levede op til løftet …
Nu sker det. Samfundet lukker op.

Folk glæder sig over deres hverdag vender tilbage.
Jeg forstår det – Jeg mærker også glæden, for det betyder at den hverdag som jeg kender, hvor jeg kan passe på mig selv, nærmer sig igen.

Der hvor jeg er alene hjemme, der hvor jeg ikke skal tage hensyn til andre, der hvor jeg kan tilpasse dagen ud fra, hvad min krop har behov for.

Den hverdag vi alle har levet i de sidste måneder har været hård for mange, både raske mennesker og kronikere.

For mig som kroniker har det været udfordrende konstant at skulle tilsidesætte mine egne behov så kontinuerligt, igen og igen, igennem så lang tid.

Jeg har ikke kunne passe mine hvil, jeg har ikke kunne ‘mærke efter’, jeg har ignoreret smerterne og faretegnene – den rytme jeg havde for at hverdagen fungere, forsvandt.
En ny rytme overtog hverdagen.

Det har været svært og særligt udfordrende, at jeg ikke har kunne fordele mine ‘skeer’ som vanligt og derved ikke kunne planlægge mine dage.
Værst har det været, konstant at ‘gå i minus’.
(Forstår du ikke hvad jeg mener med ‘skeer’, så læs med her: https://menduserjoikkesygud.dk/sketeorien/)

Som kroniker så kan man få ens hverdag til at fungere, fordi man prioriterer og fordeler sine ressourcer.
Man lærer hvornår man skal lytte til sin krop, hvornår man skal hvile og vigtigst – man lærer at acceptere at man har brug for en anderledes og mere tilrettelagt hverdag.
Det har der været vendt op og ned på i denne tid.

At ‘gå i minus’ og derved overforbruge sine ’skeer’, det er muligt (og tilladt) en gang i mellem – men ikke hver dag igennem så lang tid, det sætter for dybe spor.

Jeg er udkørt, træt, udmattet og jeg reagerer hurtigere end normalt, ved at blive vred eller ked af det, når opgivelsen eller trætheden rammer mig.
Jeg føler jeg bevæger mig i slowmotion og alle bevægelser føles besværede og akavede.
Det er konsekvenserne af at være gået ‘i minus’ igennem så lang tid.

Men nu vender hverdagen tilbage.
…Nu bliver tingene igen normaliseret for alle andre og for mig.

Nu bliver det igen kun i weekenderne, hvor jeg skal tilsidesætte hverdagens “gode vaner”.

Efter weekenden kommer min weekend, nemlig #weekendpåenmandag.
Det er her hvor jeg ikke skal noget.
Her hvor jeg ikke har nogen aftaler, ingen praktiske gøremål, ingen planer … ingen noget-som-helst.

Så.
På en mandag ligger jeg i sofaen – det er #weekendpåenmandag – og stilheden mærkes.
Ingen børn, ingen tv, ingen radio, ingen lyde.

…Uden jeg når at reagere, mærker jeg at tankerne som før har lammet mig, rammer mig igen.
Tankerne der minder mig om mine livsvilkår og mine begrænsninger.

Der er så stille så jeg mærker smerterne.
Der er plads til at mærke smerterne.
Jeg er alene.
Jeg er ensom i smerterne.

Nu forsætter alle andres hverdag.
Nu ser jeg alle andre overhale mig – jeg kører bagerst i feltet.

…Det er mig der kører i bilen hvor motoreren hviner, fordi jeg ikke kan finde koblingspunktet – det er mig der er i bilen der slingrer og ikke kan holde kurs…

Jeg kan ikke deltage i livet som de andre?
Jeg kan ikke holde samme fart.
Jeg når ikke lige så langt ud i livet, som de andre.
Alle andre accelerer i livet igen og det mindes jeg om, i stilheden, på en mandag.

Jeg kører stadig på den billige benzin, der hvor motoren hoster og hakker, bilen hopper og laver udsving.
Jeg når ikke målet samtidigt med de andre.

Men… Hvad sker der med mine tanker?
Hvordan kan jeg i det ene øjeblik længes så meget efter hverdagen, efter denne periode med udfordringer og alligevel det næste øjeblik blive så skræmt af denne hverdag rammer mig igen?

Jeg havde glemt at hverdagen kan skræmme én, at følelsen i den akutte sorg kan smerte så meget.

Jeg har ikke i lang tid mindes begrænsningerne i samme grad og jeg har ikke på samme måde mærket frustrationerne over ‘hvad man ikke kan mere’.

Jeg havde glemt følelsen af “at blive overhalet”.
Jeg har haft så travlt “med at holde hovedet over vandet” og kæmpet for at få en ny hverdag til at fungere, at jeg glemte at folk igen vender tilbage til deres hurtige biler igen.

Måske jeg i virkeligheden har jeg ligget forrest i feltet i den seneste tid?
Jeg var måske mere omstillingsparat end dem, fordi jeg har prøvet det før?

…Jeg var i forvejen vant til en hverdag med begrænsninger, også selvom det har haft konsekvenser for mig, at hverdagen blev yderligere forandret og anderledes.

HEY – Jeg har været den der overhalede de andre, for en kort stund.
Ret hurtigt fandt jeg rytmen i at tilpasse mig, hvor andre kæmpede mere med det, fordi det var nyt og uvist.

Men nu. Nu ligger jeg pludselig bagerst i feltet igen.
Jeg tillader følelserne at være der, de er jo reelle – de andre overhaler mig igen.

Ja de andre overhaler mig, men jeg når målet – det tager bare lidt længere tid.
Heldigvis så nyder jeg omgivelserne undervejs på min tur.
De andre ræser lige igennem.

Jeg finder accept i, at mit mål udelukkende er, at passe på mig selv i dag.

Jeg finder accept i, at jeg ikke sætter mig nogle praktiske gøremål for i dag, for så ved jeg at jeg ikke bliver skuffet over mig selv, hvis jeg ikke opnår dem.

Jeg finder accept i, at jeg lige nu skal betale regeringen for en hård periode – fordi der nu er tid og plads til det…Jeg skal nok skal vende tilbage til det liv, jeg havde fået til at fungere før igen.


Hvad skal DU i dag?
Husk at det er okay “kun” at passe på sig selv, det er ‘at skulle noget’.

Desværre ingen kommentarer endnu

Fortæl mig hvad du synes