fbpx
 

At miste gør ondt …

At miste gør ondt …

Mange oplever at miste, når de kæmper med sygdom eller kroniske smerter.

Mange mister familie, venner, kollegaer. 💔

Jeg selv har også oplevet, at der blev skabt afstand.

Dette gør ondt, og det er ikke let at komme igennem!

…Men – for der kommer et men!

Men … jeg har måtte erfare og siden beslutte mig for, at de der ikke evner at se mig lige der hvor jeg er, de skal ikke være en del af mit liv.

Jeg siger ikke de skal forstå mig, for det kommer de ikke til – men de skal SE mig lige der hvor jeg er.

Jeg bruger mine “skeer” hver og én meget velovervejet – og jeg prioriterer dem. 🥄

Det betyder så også at når jeg er sammen med nogen som jeg holder af, så er jeg også meget taknemmelig. 🙏

Taknemmelig for at jeg kan bruge mine “skeer” sammen med dem.

(Bliver du mere forvirret af mit begreb om “skeer” end hvad godt er, så læs med her, hvor jeg beskriver ske-teorien:

https://menduserjoikkesygud.dk/jeg-er-lobet-tor-for-skeer-altsa-ikke-spiseskeer-men-lad-mig-forklare/ )

Jeg har igennem mine smerter lært (på den hårde måde) at prioritere, og det er jeg i dag blevet taknemmelig for.

Jeg bruger ikke en masse “spild skeer” men kun de “skeer” som kan bidrage med noget positivt og givende for mig.

Hør mig sige, at jeg bestemt savner at lave aerobic, kravle i bjerge og springe bungy jump – men det er mine livsvilkår, og dem har jeg accepteret.

Jeg savner friheden, at være spontan og ikke skulle planlægge alt, men igen – det er nu mine livsvilkår, og for at jeg kan ‘leve med smerterne’ og ikke ‘smerterne skal leve mit liv’, så er planlægningen og prioriteringen nu en nødvendighed.

At være begrænset i sine ressourcer, er netop det der udspringer som konsekvens fra mine nuværende livsvilkår, og det har jeg ikke alene måtte acceptere, men også lært af det.

Mange af mine veninder er på mine vegne, frustrerede over mine begrænsede ressourcer – men der må jeg fortælle dem, at jeg vender den tanke på hovedet og i stedet sætter pris på, at jeg nu har lært ikke at tage noget for givet.

Jeg spilder ikke mine “skeer”. Jeg vælger at bruge dem.

Jeg har nemlig lært at sætte pris på de ting jeg kan – og ja jeg begræder så andre gange i min sorgprocess, på andre tidspunkter, det der ikke længere er muligt.

Vigtigst er det for mig at sige, at jeg ikke forventer at min familie eller venner takker mig for at bruge mine “skeer” med dem – det skal de ikke.

De skal ikke takke for noget! Det er mit valg, min prioritering, fordi det er vigtigt for mig – og dermed er de vigtige for mig. Jeg bruger mine “skeer” på dem.

Men ja – mange mister.

For nogen bliver der en altoverskyggende afstand skabt.

Det er ikke rart, og det er ikke let.

Processen i at acceptere dette kommer for nogen aldrig.

Jeg tog for mange år siden en beslutning. Dem der ikke evner at se mig hvor jeg er, dem bruger jeg ikke mine “skeer” på.

Pas på dig selv, og mind dig selv om alt det du kan og evner – så fokus ikke lander det forkerte sted!

Where the fokus goes, the energy flows (Tony Robbins)

PS. Teksten på billedet er fundet som et memé på nettet, og blot oversat. Jeg kender ikke den oprindelige forfatter, men jeg har set teksten på engelsk på en instagram konto ved en af mine “smerte kollegaer”.

2 Comments
  • Ida E. Nielsen.
    Posted at 11:34h, 01 juni Svar

    Tusinde milliarder tak for din super måde at være levende og ærlig i dit foredrag på, som jeg var til for anden gang i går. Det går lige i hjertet. Du kan noget helt specielt som foredragsholder, du gik meget mere rent ind og ud til alle end de to professionelle, som jeg også sagde videre og med stor ros til din mor og sønner, nemlig også, Hvor kan de bare være stolte af dig. Det du kan og gør får mig til at få lyst til noget lignende. Det mangler i den grad i vores samfund med 850.000 SMERTERAMTE over 18år i lille Danmark. Vi er jo så mange, der lider i det stille i Danmark i forhold til andre, mindre grupper,- ikke at forglemme, også med slemme sygdomme.. Jeg håber jeg en dag kan finde den livsglæde ovenpå nogle meget slemme år, så jeg kan give noget godt til lidelsesfæller, som du VIRKELIG GØR. Tænk jeg var helt opløftet efter foredraget, da jeg kørte min bil gennem smukke sommerlandskaber, hjem til Herfølge igen med fuld knald på fed musik fra P4, som jeg for en gangs skyld skrålede med på.. Det må være håbet om at finde glæden rigtigt frem i livet igen, selvom det er på de nye livsbetingelser, som jeg har kæmpet med siden år 2003. Mistede mine super gode jobs i 2004, for kunne intet fysisk mere. Jeg var mor til fire børn, med tre hjemmeboende, blev skilt, opereret, kæmpede med systemet allevegne og senere også med xen om børnene, jeg fik børnebørn født tre en halv måned for tidligt nogle år efter, mens jeg mest lå ned… Ååh jeg får tårer i øjnene hver gang jeg tænker på de år jeg har været slæbt igennem, men jeg har håbet og drømmen om fremtiden, og du er en stor inspiration, især fordi du rammer lige ned i smerten og sorgen også, som vi løbende vil smage på, og er nødt til at smage på, for at kunne leve fuldt ud i glæde ind imellem. TUSINDE TAK FOR DIG. ❤️️

    • Men du ser jo ikke syg ud?
      Posted at 22:40h, 19 juni Svar

      Wauw for en besked. Jeg er helt rørt. Tak tak tak.

      Kære Ida. Du er for sej. Tænk på alt det du har skulle igennem samtidigt med at du skulle finde dine nye livsvilkår.
      Du er den seje og opløftende her ❤️ Knus ❤️

Fortæl mig hvad du synes