Kære du,
Jeg forstår din fortvivelse, jeg forstår din frustration.
… Det er begrænsende, det er udfordrende, det er skræmmende … det er det!
Du blev pludselig isoleret, du havde ikke indflydelse på ‘det’, du kunne kun ikke gøre noget.

Måske du nu, i nyt lys ser præcis, hvad der skete for nogen du kender, der lever med kronisk sygdom og smerter – fordi du nu mærker på egen krop hvordan ens verden pludselig kan ændre sig.
Måske du nu kan se, hvordan det føles, når man bliver begrænset.

Jeg forstår dine følelser og dine tanker.
For mange år siden, der stod jeg med de samme tanker og følelser – og selvom situationen på mange måder var anderledes, så var det du går igennem, alligevel på mange måder, lig det jeg oplevede.

Det handler ikke om at jeg havde/har det værre end dig – det handler om at jeg forstår dine følelser, fordi hvad du går igennem, det minder på mange måder om hvad jeg gik igennem.

Corona gjorde at du ikke længere bare kan gå på arbejde, din økonomi er usikker fordi du ikke ved hvad der venter, du kan ikke længere se dine venner, din familie … du kan ikke ‘bare’ noget …

Du er isoleret, du er bekymret, du er handlingslammet, presset, frustreret. Jeg forstår dig.
Tiden står stille – du er begrænset.

Med et ‘knips’ forandrede din verden sig.
Med et ‘knips’ forandrede din dagligdag sig og alt hvad du kaldte ‘hverdag’ blev anderledes.

Men hva’ så nu? Hvad med de faste vaner, rammer og vores “plejer”…?
Kan du bruge noget af tiden på at ordne kælderen eller loftsrummet?
Jeg ser at naboen maler garagen og jeg ser alle i nabolaget går lange ture.
Jeg ser at der er stillet storskrald ud, i enorme mængder på kantstenen på villavejene og jeg fornemmer, at mange har brugt tiden på at ordne alt det, de normalt ikke når…

Jeg ved at du syntes det er hårdt med isolationen.
Jeg ved at du kæmper med aula og samtidigt skal passe dit arbejde hjemmefra og finde på måder at aktivere dine børn.
Jeg ved at du ikke kan bruge dit netværk til hjælp – du kan ikke engang se dine venner og familie.

Jeg forstår dig. Jeg forstår dig virkelig … For jeg har været det samme igennem.

Pludselig ændrede mit liv sig. Jeg blev kronisk syg, kronisk smerteramt.
…ALT ændrede sig.

Jeg kunne ikke gå på arbejde.
Jeg kunne ikke se min familie.
Jeg var økonomisk presset, fordi jeg ikke vidste hvad fremtiden ville bringe.
Jeg var afhængig af at andre (kommunen og forsikringen) vurderede hvad jeg kunne, om jeg nu var syg.
… Ingen løn, ingen sikkerhed, ingen kunne fortælle mig at det ville blive godt igen.
Jeg følte mig isoleret, alene, presset.

Forskellen på vores historier er, at trods det bliver(/blev) godt igen for os begge- så er livet for mig for altid forandret.

Da jeg blev “ny-syg” blev jeg isoleret, jeg var alene, og få forstod hvad jeg gik igennem.
Alle sagde “det bliver godt igen”, lige som der siges nu, og det fik de ret i … og dog, for mig bliver det aldrig helt som før.
Jeg har mistet “mit gamle jeg”, men jeg har skabt et nyt.

Da jeg var “ny-syg” mærkede jeg den samme angst for for fremtiden som du mærker nu.
Jeg mærkede ensomheden, fortvivlelsen, angsten for ikke at se min familie og mine nære som jeg plejer.
Jeg tænkte “stopper det aldrig”, hvad venter bagefter. Kan jeg få et job, hvad med min økonomi, kan jeg se mine venner?

Jeg var begrænset, jeg var udfordret, jeg var træt af hele situationen.
Værst var det at jeg var alene.
Jeg følte mig isoleret – og ikke bare følte jeg mig isoleret – jeg var isoleret! Svært var det oveni isolationen, at jeg var afhængig af at nogen hjalp mig.
Alle andre kunne forsætte deres liv, deres arbejde, deres sociale samvær. Jeg var ensom i smerterne, i sygdommen.

Jeg havde midt i alle disse følelser også smerter 24-7.
Smerterne lammede min hverdag.
Jeg skulle pludselig acceptere at jeg ikke længere var den samme, som hidtil. Jeg var nu begrænset og udfordret.

Jeg blev sygemeldt. Jeg gik hjemme alene, men jeg kunne ikke ordne skuret eller male garagen.
Jeg kunne ikke aktivere mine børn.
Jeg kunne ikke vaske mit hår.
Jeg havde smerter.
Jeg var nedbrudt.
Jeg skulle genopfinde mig selv.
Jeg troede det var for en stund, men det var for altid.

Så ja. Jeg forstår dine følelser og dine tanker.

Men alt bliver godt igen – det gjorde det også for mig.
Det blev “bare” et nyt liv, med nye livsvilkår.

Jeg forstår din frygt, din forvirring.
Jeg forstår din fortvivelse og din afmagt.
Jeg forstår din frustration og dine spørgsmål om, hvor længe det her vil vare.

Måske du nu, i nyt lys ser præcis, hvad der skete for nogen du kender, der lever med kronisk sygdom og smerter – fordi du nu mærker på egen krop hvordan ens verden pludselig kan ændre sig.
… Måske du ser hvordan de med et ‘knips’ fik forandret deres verden, da de pludselig skulle leve under andre vilkår end de plejede.
Måske du nu kan se, hvordan det føles, når man bliver begrænset.

Det du gennemlever nu, det er skræmmende.
…Men det bliver godt igen.
Det bliver måske ikke det samme som før, men det bliver godt igen.