Jeg brød sammen. De kiggede begge to på mig, og jeg kunne se, at de blev chokerede over min reaktion.

Jeg græd mens jeg fremstammede.
“Jeg er bare så træt, drenge. Jeg er så træt, og jeg har så ondt. SmerteMonsteret kører ræs og jeg er bare så træt.”

Jeg forsatte:
“Jeg kan slet ikke hænge sammen.
Kender I ikke selv følelsen, når man så bare bliver ked, uden rigtig at vide hvorfor?”

De nikkede begge to.

Lad mig lige starte forfra.
30 min forinden havde jeg siddet med L på 9, som skulle lave lektier, og han blev mildest talt hysterisk – fordi det at lære at gange, det er faktisk rigtig svært!

Han skældte mig ud og sagde at jeg var tarvelig og den dårligste mor, fordi jeg tvang ham til at lave lektier.
Herfra gik det bare op ad bakke… 😩

De sidste tre nætter, har været afbrudt af opkast, hospitalsbesøg og febervildelser.
I 4+ dage har jeg ikke fået ligget, som jeg bør, og har ikke taget de hvil, min krop skal have.

Jeg kunne mærke, at mine kræfter var ved at slippe helt op.
Jeg kunne mærke at tårerne pressede sig på.
Jeg kunne mærke SmerteMonsteret var lige ved at komme frem i mig, og at jeg nemt kunne sige noget dumt, når L talte grimt til mig, og teede sig i stedet for at koncentrere sig.

Jeg lukkede øjnene og trak vejret.
(Nej … ærligt talt … først blev jeg faktisk selv så hysterisk, at jeg krøllede et stykke papir med udregninger – og proppede det i munden på mig selv? Tænker det var en reaktion som udmøntede sig, grundet mangel på overskud, da L flippede og lavede noget der lignede “ormen” på gulvet, efter at jeg havde forklaret samme stykke for 6. gang … Griner nu af mig selv, og genser L’s overraskede ansigtsudtryk for mig, når jeg tænker tilbage på episoden). 😂😂
Ja ja – det kan jeg da godt grine lidt af nu.
…Ved ærligt ikke, om det var en teknik for ikke at sige noget dumt – eller hvad det var.
En ting de sikkert! …Både L og jeg har temperament. 🙈

Nå men da jeg havde gjort det …. SÅ lukkede jeg øjnene og trak vejret dybt. 😂

Jeg ved jo godt, at det sidste jeg er, er tarvelig og uretfærdig! Jeg ved også godt, at jeg ikke er en dårlig mor. Tværtimod.
Men det gjorde bare ondt alligevel.

Jeg sad og håbede at deres far snart kom, for jeg var på nippet til at bryde grædende sammen.

Z kom ind i spisestuen, kiggede på mig og spurgte hvad der var galt.
Så knækkede filmen…

“Jeg er bare så træt, drenge. Jeg er så træt og jeg har så ondt. SmerteMonsteret kører ræs og jeg er så træt.”

De blev lidt forskrækkede for det er sjældent at jeg græder foran dem.

Jeg sagde til dem, små hulkende, at jeg slet ikke magtede mere skænderi, skældud eller ballade.
Jeg sagde, at jeg ikke havde kræfter til noget – ikke engang at lægge vasketøj sammen eller at støvsuge, inden vi fik gæster.

Min bedste veninde M og hendes 3 børn skulle komme senere på dagen, og selvom jeg ingen kræfter havde, så er lige præcis hun og børnene, en energikilde for mig – fordi de betyder så meget for mig.
Og vigtigt … Jeg kan slappe af i deres selvskab uden maske, så det er ok at jeg bare sidder/ligger.

I samme øjeblik tikkede der en SMS ind fra hende. Hun spurgte, om de skulle komme nu.
Jeg sagde jeg ikke var klar.
Hun vidste godt hvad det betød. Så hun spurgte, (som hun var sendt fra himlen), om hun skulle hente E.
Jeg tog imod hjælpen. JA TAK !

Samtidigt kunne jeg fornemme, drengene var lidt overraskede over jeg var så flad, og de spurgte om de kunne hjælpe.
Jeg sagde faktisk nej tak. For mente ikke, der var noget de kunne gøre. Vasketøjet måtte blive hængene og nullermændende liggende i hjørnet.

MEN så begyndte de alligevel at støvsuge, bære vasketøj på plads, rydde op på værelserne, lægge cykelhjelmen på plads og rydde bolde op i haven. Pludselig hjalp vi hinanden.

Jeg blev først lidt målløs og overrasket. For kunne jeg godt tillade mig at få den hjælp?

… Ja!

Så min lektie, er i dag:
Jeg skal og kan godt dele mit smerte niveau mere over for børnene.

Jeg gik fra at være den sure, uforstående, skrappe og den dårligste mor (ifølge L), til at være en mor der er udmattet og ramt af smerter, som også har brug for hjælp.
De forstod mig faktisk.

Så ja …
1. De kan tydeligvis sagtens forstå.
2. De kan tydeligvis godt finde ud af at hjælpe.
3. DE KAN JO GODT.

Jeg skulle have sagt tidligere til dem, at jeg var flad.
At SmerteMonsteret virkelig var fremme i dag, at smerterne var heftige og at jeg var træt.
Jeg skulle have sagt det allerede da diskussionen om, om man måtte få en nutella mad til frokost startede. Jeg skulle have meldt ud at jeg var flad.

Jeg oplevede nu børn der viste omsorg og nærvær, på en anden måde. … Og et barn der pludselig godt kunne lave matematik opgaverne.

Jeg er stolt af mine børn.
Og jeg har fået svaret på mit eget spørgsmål, fra tidligere oplæg, om hvorvidt det er det rigtige, at snakke højt om mine smerter.
JA – jeg har lært i dag, at det ER det rigtige for MIG at snakke højt om MINE smerter til min familie og venner. Ved at tale om det, så giver det mine omgivelser, en mulighed for at forstå, hvorfor jeg til tider kan fremstå som kort for hovedet. For jeg er af natur ikke et negativt og surt menneske, det er jo ‘bare’ fordi at SmerteMonsteret har overtaget.

Jeg KAN, jeg SKAL og jeg VIL dele hvordan jeg har det fremover.
(Jeg vil ihvertfald arbejde hårdt for at prøve at gøre det, og det er jo en STOR start)

// C