Hun gav mig et kram. Hun klemte til fordi hun ville være kærlig.
Så var den fest slut for mig.

Jeg kunne mærke armen begyndte at summe, nakken spændte op, hovedpinen kom, kvalmen væltede ind over mig.

Jeg måtte bede min veninde L om at køre mig hjem.

Jeg måtte bede min veninde L om at stoppe bilen – midt i krydset, inden hun kørte på motorvejen.
…Jeg løb ud af bilen og kastede op i rabatten.

Alle der kørte forbi troede sikkert jeg var fuld.
Jeg var ikke fuld. Jeg kastede op af smerter.

Jeg kom hjem, kom ind af døren – måtte lægge mig på knæ for at få min bluse af, mens jeg bøjede mig forover så blusen kunne komme over hovedet.
Bandede over mig selv, besværet og smerterne.
Bandede fordi jeg overtalte mig selv til tidligere på aftenen, at tage lidt pænere tøj på, så jeg kunne føle mig lækker og sexet og ikke som normalt, hvor jeg har tøj på, der kan tages af/på nedefra.

Jeg kunne mærke kvalmen komme igen fordi jeg kæmpede med blusen.

Af kom den.
Det blev en kort tandbørstning, trods det er en el-tandbørste, da armene summede.
Jeg slugte mine piller og lagde mig i sengen.

Alt gør ondt. Jeg kan ikke sove.
Mine arme virker ikke.

Jeg er smertepatient, det her sker!

Jeg var pæn da jeg tog afsted.
Jeg havde sminke på og højhælede sko.
Jeg smilte og havde taget smertestillende “på forhånd”.
Jeg havde lagt hele dagen og sparet “skeer”.

De højhælede røg hurtigt af da vi var kommet til festen, og mine kondisko kom på i stedet.
Tørklædet jeg havde pakket, blev fundet frem senere på aftenen – da det mindste træk kunne mærkes, da smerterne for alvor tog til efter jeg fik det omtalte kram.

Min BFF søgte øjenkontakt flere gange – hun kunne godt se det på mig … hun kunne se smerterne der ramte med 220 km/timen, efter krammet.
Men jeg kiggede væk.
Jeg følte at jeg skulle “stå til ansvar” hvis vores blik mødtes, fordi at både hun og jeg begge vidste, at det var det rigtigte at køre hjem. Så jeg undgik hendes blik.

…Jeg ville helst ikke være den der gjorde vi skulle hjem … igen!

Min veninde L så det også på mig, og hun spurgte sødt og betænksomt flere gange om vi skulle køre, men jeg afslog.
Ville ikke være til “besvær” og at jeg skulle være årsagen til de andre to skulle hjem.

Men det skulle vi. Til sidst kunne jeg ikke mere.
L kørte M og jeg hjem.

Nu ligger jeg i min seng. Min mand snorker dejligt. Jeg kniber en tåre.

Jeg er træt helt ind i knoglerne – men kan ikke sove. Venter på pillerne virker.

Jeg så ikke syg ud tidligere da jeg ankom til festen.
Tror du de ser mig nu?

//Christine

Kære alle sammen,
jeg har skrevet denne tekst for Christine.
Jeg er BFF M. Christine har dikteret teksten og jeg har skrevet den.
Jeg syntes det er vigtigt at hendes fortælling kommer i nuet.
Dette er hendes vilkår, hendes virkelighed.
Måske det også er din virkelighed til tider?