Min veninde L – hendes mor er kronisk smertepatient.
L er såret over, at hendes mor ikke ser hendes børn.
Jeg gentager lige – fordi det er virkelig tragisk – Hendes mor ser slet ikke sine børnebørn.
Det her er et langt indlæg, men så utroligt vigtigt, i min optik – så håber du læser det til ende. ❤️
Det ligger også på bloggen.
Det er vigtigt her at sige, at L’s følelse ikke så meget omhandler L selv, men mere hendes børn.
Hvem ville ikke blive ked af dette?
Jeg ved, at der er mange af jer læsere derude, der sidder i samme eller meget lignende situationer, for det skriver I til mig.
For nogle er problematikken præcis som denne, for andre er den anderledes ved, at det er familien/vennerne/kollegaerne, som ikke forstår livet, som kronisk smertepatient.
I dette tilfælde, er det en kronisk smertepatient der ikke evner andre, end sig selv.
Dette emne syntes jeg, er lige så vigtigt at tage op.
Vi kroniske smertepatienter snakker om at vælge til/fra, i forhold til de, der ikke forstår, støtter og accepterer vores livsvilkår.
Men hvad hvis vi som kronikere, ikke selv formår, at vælge familien til?
Det smerter mig meget – og derfor syntes jeg, at det er vigtigt at vi tager emnet op, for det fylder for langt flere, end vi måske selv render rundt og tror.
…Måske du og jeg også kan lære noget?
Jeg har flere læsere herinde, som er pårørende, som har kontaktet mig med følelsen af, at de bliver valgt fra, af den kroniker, som de er relateret til.
Altså er det ikke kun os, som kronikere, der kan få følelsen at vi ikke forståes, det kan også være de pårørende.
Spørgsmålet er … hvordan tager vi dette emne op, uden der er nogen der pointerer, at man ikke får begge sider af historien?
Kan vi undgå en diskussion omkring, om ‘man’ evner at tage ansvar for, hvilken del ‘man’ selv har i den problematik, eller familie-fejde, der nu engang er.
Der er mange situationer, mange historier, mange følelser.
Dette indlæg er en situation – og det er en situation jeg personligt kender ret godt til, og jeg står 100% inde for, og støtter L’s valg.
Det er vigtigt for mig at sige, at når der er børn involveret, og det også går ud over dem, så må vi lade kærligheden sejre og huske på, at de har SLET ikke del i noget i fortiden, de fortjener blot kærlighed og opmærksomhed, fra alle parter.
Derfor skal vi ikke ind og grave i fortiden, med en te-ske, og analysere tidligere situationer. Lige nu vil jeg gerne fokusere på denne situation, dette emne, og ikke andet.
Lige nu formår L’s mor ikke at give børnene den opmærksomhed som de fortjener, derfor står L med ansvaret alene, og derfor er udfaldet af situationen som det er.
Jeg kender L ret godt, og jeg ved at hun er god til at ringe, god til at spørge, god til at besøge, og hun sender ‘mors-dags gaver’, som er købt med omhu og tanke på hendes smerter – fx. en sovse-piske-dims, så hendes mor ikke skulle bruge armene på dette, når nu hun ikke kan leve uden hendes egen opbagte sovs.
Jeg kender L så godt, at jeg ved, at hun igennem tiden altid har sørget for at der blev sendt søde videoer, søde tegninger mm til mormor, men der kommer aldrig noget igen.
Der kommer ikke noget igen, andet end anklager og frustration om at L ikke forstår hendes mor, at L ikke besøger sin mor, og at L ikke ‘vil’ hendes mor.
Jeg kan sige med sikkerhed, at L gør en indsats. For jeg ser det – og jeg oplever også, at hun gør det samme for MIG!
Det sidste man kan anklage L for er, at hun ikke ikke forstår og er der for en.
L er empatisk, rummende, omsorgsfuld og kærlig.
Disse tanker fik mig til at skrive dette indlæg.
Emnet er bitterhed, sorg og accept.
Bitterhed.
Mange bliver bitre, når de bliver kroniske patienter.
Om du fejler det ene eller det andet, om det er smerter, sygdom eller andet – det er sådan set ikke særligt relevant her, når vi snakker reaktionen på dine ændrede livsvilkår.
Det der er vigtigt er, hvordan du griber verdenen an, EFTER du finder du af, at dine livsvilkår er ændret.
Sorg.
Man skal have lov til at sørge – man skal sørge over at have mistet sit gamle selv. Det man kunne før.
Man skal omfavne og rumme at være venner med ‘den akutte sorg’, som rammer, når man mindes om det man har mistet.
Det kan være lige fra man mindes om at man ikke længere kan tage rutsjebane ture / ride galop / tegne / strikke eller hvad man nu engang har kunne, og ikke længere kan grundet smerter, eller sygdom.
Det der er vigtigt i min optik er, at man ligesåvel skal finde en vej ud af sorgen, når man er klar og efter man har tilladt sig selv at være ked af det – for altså der, at bevæge sig over i ‘genopbygningsfasen’.
Når man har sørget, så må man finde ud af, hvad man kan herfra og frem i livet, fremfor at sidde fast i det, man ikke længere har mulighed for.
Det man så her skal huske på er, at når man er i genopbygningsfasen, så betyder det altså IKKE, at man ikke kan ryge tilbage i den akutte sorg. Slet ikke.
Det ville være naivt at tro at man ikke igen, kan blive ramt af den akutte sorg, når man pludselig ser/hører/dufter noget der minder én om det, som man har mistet.
Man pendulerer frem og tilbage, imellem de to faser – og det må man tilladde sig selv at gøre, lige så ofte man vil.
Det vigtige ligger i, at man rejser sig fra den akutte sorg, og bevæger sig over i genopbygningsfasen efterfølgende.
At man kæmper for ikke at blive fastholdt, i det der gør ondt.
At man evner at fokusere på det, der er det gode i ens liv.
Jeg siger til mig selv, når jeg har tilladt mig at være ked af det:
Jeg KAN – Jeg SKAL – Jeg VIL !
Jeg accepter altså når jeg er ked, jeg bliver i følelsen, og jeg tillader mig at være ked. Derfra beslutter jeg mig så efterfølgende for at rejse mig igen – og det gør jeg ved at fokusere på det gode i mit liv.
Accepter.
At acceptere at ens livsvilkår har ændret sig, det er ikke nemt. … Slet ikke når man ser, ‘at alle andre ræser forbi én, med 220 km/timen’.
Men er det ikke sådan, at det nu engang er?
Dine livsvilkår har ændret sig.
Du er ikke længere i stand til at gøre, hvad du engang kunne.
Jo før man accepterer dette, jo lettere bliver det at komme videre, og finde det positive i livet.
Vigtigere er det, at jo før du kan dette – jo før ser du det nu ikke længere, som om, at de andre ræser forbi dig – men nu at DU pludselig ligger i førerfeltet, for DU har erfaret hvad der er vigtigt i livet.
L’s mor …. Hun er bitter. Hun sørger. Hun accepterer ikke.
L’s mor, hun aner ikke hvad hun går glip af.
L’s mor, hun kommer nok ikke videre, med mindre hun beslutter sig for det.
L er en dejlig pige, med to dejlig børn, og masser af energi.
Hun skrev en sms i går til mig hvor hun skrev “Du er seriøst den sejeste jeg kender! ❤️”
Jeg svarede hende: “Nej jeg er ikke sej, jeg er bare stædig, og jeg prioriterer alle mine kræfter for- og med dem, jeg kender ❤️”
Hvortil hun skrev tilbage: “Du er en ener”
Det L ikke ser er – at det er HENDE, der er en éner. Hun er en god mor. Hun er god til at ville andre det bedste.
Men det er også L, der skal slippe at søge sin mors accept, for den kommer ikke, når hendes mor ikke engang kan acceptere hendes egne livsvilkår.
Det er hendes mor der misser børnebørnenes første portion vælling, første skridt, glade badevideoer, dansevideoer, og facetime opkald.
Hendes mor lever ikke i nuet – hendes mor lever i sorg over at hun ikke kan det, hun i virkeligheden nok gerne ville.
Hendes mor har misforstået opgaven at prioritere.
Man kan sige at L’s børn også misser deres mormor. Men her må jeg være grov og sige, at den version af deres mormor, måske ikke er værd at være omkring.
Det er svært for L, at hendes mor ikke vælger at prioritere hende og børnebørnene.
Jeg forstår det godt. Jeg selv ville også blive frygteligt ked af at stå i samme situation.
L’s mor ser nu slet ikke børnene, men L kæmper ikke længere med dårlig samvittighed over at hun bør skrive, mm. Hun fokuserer og prioriterer sin egen energi i dag, hvor hun får noget ud af det.
L bliver aldrig sådan over for sine børn. Hun prioriterer dem, nusser dem og ser dem. Gid L’s mor ville gøre det samme med sine egne 3 børn, og 4 børnebørn.
Det her er en opsang til alle os kronikere.
Vi må ikke glemme at acceptere vores livsvilkår, vi må ikke glemme at fokusere på det vi kan, frem for det vi ikke kan – vi må ikke dø, før vi dør.
Jeg KAN – Jeg SKAL – Jeg VIL !
//C
OBS:
Alle mine indlæg må deles, da det betyder at vi deler budskabet!
Jeg elsker når I alle kommenterer og skriver til mig, så bliv endelig ved med dette ❤️
You Might Also Like
Comments
Comments are closed.
Søde Helle du har helt ret! Jeg ved præcis hvad du mener 🙂 <3
Hvor er det trist med den mormor, hun ved ikke hvad hun går glip af! Jeg prioriterer mine børnebørn trods mange smerter hver dag.
Jeg henter den fra skole en fast dag om ugen, hvor vi så går hjem og hygger med spil og des lige. Så længe de gerne vil hentes af mormor/farmor, gør jeg det gerne. Der kommer jo en dag, hvor det ikke er ” sagen ” at blive hentet, men så venter jeg på dem der hjemme.
At jeg så er slidt og meget træt og har brugt alle mine skeer, når jeg når hjem til mig selv, så er det, det hele værd!